Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske soldater, der deltog i de såkaldt fredsbevarende styrker under krigene på Balkan i 1990erne, har en høj selvmordsrate på en fælles tragisk baggrund. Det viser en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning, som dr.dk bringer.
Soldaterne blev udsendt til det værste helvede på europæisk jord siden 2. Verdenskrig med et mandat, der betød, at de kun måtte bruge våben i selvforsvar.
En ny rapport fra Center for Selvmordsforskning viser, at 43 Balkan-veteraner har taget deres eget liv fra 1992 til 2013.
Af samtlige soldater, som dansk forsvar har haft udsendt fra 1992 til 2013, har 47 soldater begået selvmord.
Balkan-veteranerne tegner sig med andre ord for ni ud af ti selvmord, mens veteraner fra Irak og Afghanistan står bag resten.
Leder af Center for Selvmordsforskning, Lilian Zøllner, vurderer, at en af de væsentligste årsager til den høje selvmordsrate er, at de ikke havde muligheder for at gribe ind mod de uhyrligheder, de var vidne til.
»De har set andre lide overlast uden at kunne gøre noget. Det kan have været voldtægt, eller at noget gik udover børn. Når de soldater er kommet hjem, kan de have fået skyld over, at de ikke greb ind. Og det kan have ført til håbløshed og til, at de har taget deres eget liv,« siger hun til dr.dk.
Ifølge Lillian Zøllner var dansk forsvar på det tidspunkt ikke i besiddelse af viden om, hvad de hjemvendte soldater behøvede af støtte. I dag skal alle soldater til samtale med en psykolog, når de vender hjem, og har missionen været hård, får de tilbudt et seks ugers forløb, hvor oplevelserne kan bearbejdes.
I årene, da Balkankrigene rasede, fandtes den slags ikke. Her kunne et kompagni på 120 mand ifølge formand for veteranorganisationen De Blå Baretter, Niels Hartvig, komme hjem og i samlet geled blive spurgt om, hvorvidt nogen havde brug for en psykolog. Hvis det var tilfældet, skulle man træde et skridt frem - hvad ingen gjorde.