Dansk Ukraine-hjælp er først klar til kamp i juni

Danmark, Norge, Tyskland og Slovakiet sender 685 millioner kroner til produktionen af en specifik type selvkørende artilleri, Ukraine kan bruge i krigen mod Rusland. Den vil dog ikke være klar før juni, siger Morten Bødskov.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og hans slovakiske kollega Jaroslav Nad præsenterer en fællesdonation til Ukraine på 685 millioner kroner. Udover dette beløb fik Regeringen fredag Folketingets opbakning til endnu en donorpakke på 1,1 milliard kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

685 millioner kroner bliver sendt fra København til Slovakiet.

Det var budskabet fra det pressemøde, forsvarsminister Morten Bødskov holdt søndag formiddag sammen med Slovakiets forsvarsminister, Jaruslav Nad, og med det ukrainske flag i baggrunden.

Det er Danmark, Norge, Slovakiet og Tyskland, pengene kommer fra, og de skal gå til den slovakiske produktion og donation af det selvkørende artilleri Zuzana-2, der skal hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland. Danmark bidrager med cirka 230 millioner kroner.

Det er dog ikke våben, ukrainerne skal regne med i den nære fremtid.

Fra pengene i dag går ind på den slovakiske konto, til de er blevet forvandlet til det selvkørende artilleri på den ukrainske slagmark, går der nemlig en del tid.

Zuzana-2 artillerisystemerne vil ikke være færdige, før vi når sommeren 2023.

»Som jeg forstår det, vil de første af dem rulle ind i Ukraine et halvt år inde i 2023. Det er en produktionslinje, som bliver åbnet, og derfor er det et supplement til de donationer, ukrainerne løbende får. Og man skal se det, vi aftalte i København, som en ny fase af donationerne,« siger Morten Bødskov til Berlingske kort efter pressemødet.

Det er et våben, som ukrainerne allerede har erfaring i at benytte, og det er samtidig et våben, der har vist sig at være nyttigt i kampen mod det russiske regime indtil videre, forklarer forsvarsministeren.

»Det er en våbentype, der vil kunne gå direkte ind i det ukrainske forsvar,« siger Morten Bødskov.

»Vi har en forpligtigelse fra Vestens side«

Selvom forsvarsministeren håber på, at krigen stopper snarest, er der intet, der tyder på, at soldaterne ikke stadig står på slagmarken, når det selvkørende artilleri er klar til at hjælpe ukrainerne halvvejs inde i det nye år.

»Alle håber jo, at krigen stopper, men der er en mand, der kan stoppe den, og det er Putin. Og desværre er der ikke rigtigt noget, der tyder på, at han har tænkt sig at stoppe krigen. Lige nu er han i gang med at mobilisere, hvad man siger, er 300.000 russere til at bidrage til hans modbydeligheder over for Ukraine,« siger ministeren.

Morten Bødskov peger på, at Danmark – udover de 685 millioner kroner – giver 1,1 milliard kroner. Det er penge, som regeringen fredag fik Folketingets opbakning til at donere til Ukraine. Og disse penge vil blive omsat til våben, hurtigere end det tager at producere de nye selvkørende artilleri.

»Vi har en forpligtigelse fra Vestens side til at være med til at sikre, at ukrainerne får våben nu, og det er vores 1,1 milliard et godt billede på,« siger han og fortsætter:

»Ukrainerne ved, hvad de får af donationer nu og her, og København sikrer så, at de får våben på mellemlangt og langt sigt – altså 6, 12, 18 og 24 måneder frem.«

Forsvarsministeriet oplyser også, at pengene er en »konkret udmøntning« af en donorkonference i København i august, hvor Danmark sammen med Ukraine og Storbritannien var vært. Her deltog 27 lande, og fokus var på at hjælpe Ukraine med både våben og træning af soldater.

Med denne donation har Danmark samlet doneret for næsten 3,8 milliarder kroner til den ukrainske kamp mod Putins Rusland.