Dansk statsborger i fængsel i Libyen

Siden februar har en libysk mand med dansk statsborgerskab været fængslet i Libyen efter at have planlagt en fredelig demonstration. Libyen afskærer danske myndigheder fra at hjælpe.

I næsten et halvt år har en libysk mand med dansk statsborgerskab, skribenten Jamal al-Haji, været spærret inde i et fængsel i Libyen, der er berygtet for at udøve tortur under afhøringerne.

Det bekræfter udenrigsministeriet over for Berlingske Tidende, der også kan oplyse, at Jamal al-Haji har boet i en årrække i Danmark, hvor han stadig har en omgangskreds, herunder sin tidligere danske kone.

»Vi har forsøgt at trænge igennem i forhold til de libyske myndigheder, fordi vi gerne vil yde ham konsulær bistand. Vi vil vide, hvad han er anklaget for, vi vil have adgang til ham og sikre os, at han har adgang til en advokat,« siger souschef i Udenrigsministeriets borgerservice, Ole Neustrup.

Indtil videre har Libyen dog blankt afvist Udenrigsministeriet krav.

»Desværre henholder de libyske myndigheder sig til, at de anser manden for at være libyer, og de mener ikke, at Danmark har nogen rolle at spille i denne sag. Det mener vi er uacceptabelt, og vi fortsætter med at rejse vore krav,« siger Ole Neustrup, der oplyser, at Jamal al-Haji er kendt for at være en prodemokratisk aktivist.

»Vi har ingen oplysninger om, at han er involveret i ulovlige aktiviteter,« siger Ole Neustrup.

Dansk-libyeren blev fængslet sammen med 13 andre aktivister, og ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er alle 14 fængslede anklaget for at ville vælte det libyske styre, for at besidde våben og for at have haft kontakt til en udlænding angiveligt en amerikansk diplomat.

EU bør involveres
Sagen om den fængslede dansk-libyer falder sammen med, at EU netop i denne uge har lovet Libyen et politisk og økonomisk samarbejde som belønning for, at Libyen har løsladt fem bulgarske sygeplejersker og en læge, som i otte år har været fængslet i Libyen efter en omstridt retssag. Kritikerne af EUs byttehandel undrer sig over, hvordan EU kan indlede et tæt samarbejde med et land, der i den grad er udemokratisk og krænker menneskerettighederne.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) er på ferie og vil ikke kommentere sagen, men Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, mener, at Danmark bør involvere EU, nu hvor EU lægger op til at normalisere forholdet til Libyen.

»Sagen er udtryk for, at vi har et uforandret ubehageligt styre i Libyen, og jeg går ud fra, at Udenrigsministeriet gør alt, hvad det kan for at yde manden den bistand, han som dansk statsborger har krav på,« siger Mogens Lykketoft.

Det er direktøren for den europæiske afdeling af menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch, Lotte Leicht, enig i.

»Sagen om den fængslede danske statsborger og de øvrige 13 fængslede - er ikke en opgave, som skal overlades til Danmark alene. Det bør være en sag, hvor hele EU lægger pres på Libyen,« siger Lotte Leicht.