Dansk sikkerhedsgigant i skudlinjen

G4S har genoptaget omstridt, væbnet arbejde på den besatte Vestbred, selv om firmaet i 2002 trak sig ud, fordi man ikke ville understøtte overtrædelser af folkeretten.

En israelsk soldat står vagt på en cementblok, mens palæstinensiske kvinder passerer et checkpoint på den besatte Vestbred. Fold sammen
Læs mere

Verdens største sikkerhedsfirma, det danskbaserede G4S, møder nu voldsom kritik for at have genoptaget et omstridt arbejde på den besatte Vestbred, hvor G4S-ansatte bl.a. arbejder som væbnede vagter i bosættelserne.

De væbnede sikkerhedsvagters beskyttelse af israelske bosættelser på Vestbredden gav i 2002 dansk-britiske G4S dybe ridser i lakken. Og efter omfattende kritik fra blandt andre en række eksperter samt daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), trak firmaet sig dengang ud af Vestbredden med henvisning til, at man respekterede internationale konventioner og ikke ønskede at understøtte brud på folkeretten.

Nu viser det sig imidlertid, at virksomheden - der har en dansk bestyrelsesformand og er noteret på den danske børs - er tilbage. Blandt andet tjener G4S penge på at levere både sikkerhedsudstyr til checkpoints og bevæbnede vagter til bosættelser. Det viser besøg, Berlingske Tidende har foretaget i området, samt dokumentation fra det uafhængige researchcenter DanWatch, der overvåger virksomheders opførsel.

Netop de israelske bosættelser er i øjeblikket en af de største knaster i fredsforhandlinger mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, hvor både USAs præsident Barack Obama og den danske regering har krævet byggeriet af bosættelser stoppet.

G4S spiller dermed en væsentlig rolle, mener mellemøstforsker og ekstern lektor på Københavns Universitet, Michael Irving:

»Alt, der medvirker til at understøtte bosættelsernes fortsatte eksistens, underminerer mulighederne for fred,« siger han.

G4S afviser at have ændret politik og indsats siden 2002:

»Vi har ikke flere hundrede vagter på opgaver på Vestbredden. Vi kan have en kontrakt med en lokal kunde og på givne tidspunkter kan der være et mindre antal medarbejdere i området. Vi udfører ikke politi- eller militæropgaver i området,« siger en talsmand for G4S.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) beklager, at G4S er vendt tilbage:

»Mange vil opfatte det som om, at Danmark er involveret, når det drejer sig om en dansknoteret virksomhed. Derfor er det vigtigt, at regeringen markerer, at det ikke er dansk politik og foreslår, at virksomheden trækker sig tilbage fra Vestbredden,« siger han.