Dansk-rwander: Jeg er uskyldig i folkedrab

Mission har i Rwanda fået papir, som måske kan give dansk statsborger alibi i sag om deltagelse i nedslagtning af tutsier i 1994.

Kitchanga, Rubikiro, Gisenyi, Busasamana og Gacurabwende.

Stednavne fra dybt inde i det centrale Afrika, i grænseområdet mellem Congo og Rwanda, blev onsdag nævnt mange gange i et retslokale i Hillerød.

Her forklarede en 50-årig dansk-rwander, hvad han foretog sig på nogle bestemte dage for snart 24 år siden, mens kort fra Google Maps ledsagede hans beretning.

Rwanda har tiltalt ham for at have deltaget i flere forbrydelser under folkedrabet på især tutsierne i Rwanda fra april 1994 og de følgende måneder.

- Det er løgn, sagde han, der er etnisk hutu, om udsagnene fra i alt 25 vidner, som tiltalen bygger på. Kun tre navne genkendte han.

Anklagen er fabrikeret og en hævnakt, fordi han tidligere har vidnet til fordel for tiltalte ved krigsforbryderdomstolen i Arusha i Tanzania, mener han.

Retten i Hillerød skal afgøre, om den 50-årige WT kan udleveres til sit tidligere hjemland. For tre år siden fik han dansk statsborgerskab. Han har fire børn og er aktiv i en baptistkirke.

Helt detaljeret berettede han om de fire aprildage. Han var på påskeferie i Congo, da han om morgenen 7. april befandt sig på markedspladsen i Kitchanga.

Her hørte han i radioen, at præsident Juvenal Habyarimana var blevet dræbt ved nedskydningen af et fly. Derefter blev folkedrabet indledt. 800.000 mennesker mistede livet.

I tiltalen står, at WT var med, da mindst 2000 mennesker i en kirke og på et universitet blev dræbt 8. april. Men den dag var han fortsat i Congo på vej hjem til Rwanda, hvor han var ansat på et baptistgymnasium, forklarede han.

Undervejs skulle han transportere penge for sin familie, lød det. En kvittering, som er dateret 8. april i Goma i Congo, giver ham tilsyneladende et alibi. Kvitteringen er fremskaffet af en dansk baptistmissionær, som i øvrigt sad på tilhørerpladserne.

Til politiet har missionæren oplyst, at familiemedlemmer til WT i juni sidste år i Rwanda gav ham kvitteringen og andre dokumenter.

Til marts ventes dommeren at afgøre, om udleveringen kan godkendes.

/ritzau/