Dansk Røde Kors vil ikke tvangsfodre sultestrejkende syrere

20 syriske asylansøgere sultestrejker i Store Heddinge, men Røde Kors kan ikke tvangsfodre dem, selvom det den manglende indtagelse af føde kan få alvorlige konsekvenser for deres helbred.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

20 syriske mænd sultestrejker i øjeblikket på asylcenteret Sigerslev i Store Heddinge. De har ikke spist i otte dage i protest mod deres manglende rettigheder. Mændene tilhører det kurdiske mindretal i Syrien, og de tør ikke vende tilbage til deres stærkt uroplagede hjemland af frygt for tortur og forfølgelse. Selvom de nu har opholdt sig i Danmark i tre år, har de stadig ikke fået svar på, om de kan få asyl, og det har affødt deres desperate reaktion.

Dansk Røde Kors, som driver asylcenteret kan ikke forhindre mændene i at sultestrejke, selvom det kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

- Det svarer til, hvis en patient ikke vil modtage blod. Det må en læge respektere. Det er deres valg, selvom det kan lyde barskt. Men vi spørger dem, hvorfor de har valgt det, og vi forklarer dem også, hvad det sundshedsmæssigt har af konsekvenser for dem at sultestrejke og tilbyder, at de kan tale med en læge. Det er en ulykkelig situation, når folk sultestrejker. Vi går ikke ind i aktionen, men vil gerne være med til at viderebringe deres budskaber, siger Svend Erik Brande, der er leder af Sundhed i Røde Kors Asylafdelingen, til Politiken.

Udlændingeservice kan dog beslutte at flytte en sultestrejkende asylansøger til et døgnbemandet center, hvis vedkommende bliver alvorligt syg.

Søndag blev der afholdt en større demonstration i København for at gøre opmærksom på asylansøgeres rettigheder. De sultestrejkende syreres situation var også på dagsordenen, men de var selv for svage til at kunne deltage, skriver Politiken.