Dansk rejseselskab flyver til Sharm el-Sheikh trods flytragedie

Selvom britiske myndigheder fraråder rejser til den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh, udbyder danske Amisol rejser til området, så længe danske myndigheder ikke fraråder det.

Danskere, der vil på badeferie i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh på Sinai-halvøen, kan fortsat rejse med den danske gren af rejselskabet Amisol.

Så længe danske myndigheder ikke har ændret deres rejsevejledninger, fortsætter Amisol nemlig med at udbyde rejser til Sharm el-Sheikh, selvom et russisk fly lørdag styrtede ned over Sinai-halvøen og 224 mennesker mistede livet.

»Vi forholder os til situationen fuldstændig som et ansvarlig dansk rejsebureau skal. Vi har løbende kontakt med Udenrigsministeriet, som ikke har ændret deres rejsevejledning. Vi er i tæt kontakt med ambassaden i Kairo (Egyptens hovedstad, red.), og vi er i kontakt med de lokale sikkerhedsmyndigheder i Sharm el-Sheikh, hvor vi har ti ansatte, der løbende holder sig opdateret,« siger Lis Vogelius, daglig leder i det danske datterselskab af norske Amisol Travel.

»Hvis Udenrigsministeriet kommer med en anden udmelding, end den vi har i dag, jamen så ændrer vi selvfølgelig, og så flyver vi ikke til Sharm el-Sheikh.«

Det er endnu uvist, hvorfor flyet styrtede ned. Islamisk Stat hævder at stå bag tragedien, mens egyptiske myndigheder og det russiske flyselskab peger på tekniske eller menneskelige fejl.

Senest har den britiske udenrigsminister Philip Hammond ifølge Reuters sagt, der er en »betydelig risiko for«, at flyet styrtede ned på grund af en eksplosion forårsaget af Islamisk Stat.

Indtil videre har danske myndigheder dog ikke ændret rejsevejledningen til Sinai-halvøen, men Amisol følger udmeldingerne tæt.

»Det er klart, at vi tager det utrolig alvorligt, og hvis vi skulle have den mindste indikation fra officielle kilder om, at der skulle være et problem, så ville vi aldrig nogensinde flyve dertil,« siger Lis Vogelius.

Amisol har for tiden omkring 250 danskere i Sharm el-Sheikh og planlægger næste flyvning fredag eller lørdag.