Dansk politi kæmper med at få fingre i sexafpressere fra fjerne lande

Det er langtfra sikkert, at en anmeldelse af sexafpresning på nettet fører til en domfældelse.

Billede 2
Arkivfoto. Rigspolitiets kriminalteknikere og Rigspolitiets cybercrimecenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Politiet har vanskeligt ved at fælde bagmænd, der udsætter danskere for sexafpresning.

Det viser opklaringsprocenterne, som Berlingske har fået aktindsigt i, hos Bornholms Politi, Københavns Vestegns Politi, Sydøstjyllands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.

Fire andre kredse har ikke imødekommet anmodningen om aktindsigt.

Berlingske har i en række artikler beskrevet, hvordan danskere får tilsendt blandt andet såkaldte sexafpresningsmail, der ofte er afsendt af kriminelle og organiserede netværk i udlandet.

De fire politikredse har gennemgået 253 anmeldelser om sexafpresning fra sidste år, hvoraf 4,3 procent af anmeldelserne førte til en afgørelse.

Det er ikke uventet, at opklaringsprocenten ligger på det niveau, mener kriminolog Peter Kruize, som i over 20 år har været tilknyttet Københavns Universitet.

»Jeg vil mene, at hvis politiet ville prioritere eller efterforske mere, så burde de kunne komme op på en højere opklaringsprocent. Det er et spørgsmål om ressourcer. Der er plads til forbedring,« siger han.

Han forklarer, at når en butikstyv bliver taget på fersk gerning, eller når borgere truer hinanden, er opklaringsprocenten høj.

»Men så snart det er en ukendt gerningsmand, der står bag et indbrud, et biltyveri eller afpresning, så ryger tallet langt ned,« siger Peter Kruize.

Kriminelle er svære at spore

Sexafpresning, der også er kendt som sextortion, foregår digitalt.

Offeret bliver afpresset for påstået seksuelt materiale, som afpresseren truer med at sende til offerets venner og familie, medmindre offeret sender mere seksuelt materiale eller overfører penge.

Fra 2017 til 2018 steg antallet af anmeldelser om sexafpresning fra 151 til 753, viser aktindsigter foretaget af Berlingske i otte ud af 12 politikredse.

I mange sager om sexafpresning befinder afpresseren sig i udlandet og sender sexafpresningsmail til danskere med et krav om betaling i kryptovalutaer som bitcoin, oplyser Rigspolitiet.

Det besværliggør opklaringsarbejdet, forklarer Peter Kruse, der er cybersikkerhedsekspert i firmaet CSIS Group.

»De kriminelle benytter sig af kryptovalutaer, som er svære at spore,« siger han.

Politiet: Vi kan godt være tilfredse

Politikommissær Flemming Kjærside er leder af afsnittet for cyberrelaterede seksualforbrydelser i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3).

Han kan ikke sige, om opklaringsprocenterne fra de fire politikredse giver et repræsentativt billede for resten af kredsene. Men han erkender, at »det er utrolig svært at finde bagmændene«.

»Det ved de også godt. Den måde, som de indretter sig på og driver deres forretning på, tager højde for det,« siger han.

Flemming Kjærside har svært ved at kommentere opklaringsprocenterne, da han ikke ved, om de dækker over tomme eller reelle trusler.

»Hvis de 4,3 procent er sager, hvor gerningsmænd truer med at offentliggøre rigtigt materiale med den forurettede for at få mere materiale af samme slags, og de resterende er sager om masseafpresningsmail, er jeg ganske godt tilfreds,« siger han.

Politiet har ikke jurisdiktion i Afrika

I 2018 undersøgte sikkerhedsfirmaet Cisco Talos omkring 230.000 sexafpresningsmail. Undersøgelsen viste, at afpresningsmail typisk bliver sendt fra IP-adresser i Vietnam, Rusland, Indien, Indonesien og Argentina.

Flemming Kjærside ønsker ikke at hænge specifikke lande ud, hvor bagmændene befinder sig. Men »vi har nok nogle afrikanske lande og østeuropæiske lande repræsenteret«, tilføjer han.

»Der bliver uddannet for mange IT-kloge mennesker til, at det almindelige marked kan aftage dem. Hvis man går ned ad den kriminelle vej, er der mange penge i at være dygtig computerspecialist. Jeg tror, at problemet er, at i nogle af de lande er lønningerne på den rigtige side af loven ikke særlig store,« mener han.

»Jeg har ikke nogen jurisdiktion til at lave noget som helst i Afrika. Jeg skal bede pænt: Vil I ikke godt lave noget for mig? Jeg skal så i retten i Danmark og have kendelser, som jeg skal sende igennem det juridiske system, før de skal lande nede i det afrikanske land, hvor de i øvrigt er underbemandede og teknologisk ikke har de største kapaciteter,« siger han.