Dansk politi har tæt kontakt til Pakistan

Dansk politi har en forbindelsesofficer på pletten i Pakistan og understreger, at ordensmagten langtfra sidder »med hænderne i skødet« og afventer det udenlandske politi.

De sidste dages kritik af, at dansk politi ikke har foretaget sig nok eller indtaget en tilstrækkelig offensiv position i sagen om den dansk-pakistanske Tahira Tabassum, der blev dræbt 19. juni i den pakistanske landsby Kharian, preller af på lederen af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), Kim Kliver.

Ifølge ham har dansk politi i den pågældende sag handlet efter den »normale fremgangsmåde«.

»Vi spiller på både den internatio­nale platform via eksempelvis Interpol og så på lokalkundskabet og det bilaterale samarbejde via vores forbindelsesofficerer. I det øjeblik, vi bliver gjort opmærksomme på en sag, sidder vi ikke med hænderne i skødet og venter på, at udlandet henvender sig. Vi sender vores forbindelsesofficer ud til stedet, så vi sender et signal til de udenlandske myndigheder om, at vi gerne vil samarbejde og gerne vil have informationer,« forklarer vicepolitiinspektør Kim Kliver.

Dansk politi har altså en forbindelsesofficer på stedet i Pakistan, men hvorvidt det har medført, at der nu er gået informationer videre fra pakistansk politi til det danske, vil Københavns Politi ikke løfte sløret for.

»Vi taler om en sag, hvor en mand er sigtet for noget så alvorligt som medvirken til drab, så efterforskningen kan vi naturligvis ikke udtale os om,« lyder udmeldingen fra politiinspektør Svend Foldager, der dog godt vil bekræfte, at dansk politi løbende har været i kontakt med Pakistan, efter at den aktuelle sag kom til deres kendskab.

Begge politifolk understreger samtidig, at dansk politi må følge de internationale spilleregler på området – og derfor er afhængige af et samarbejde med det stedlige politi. Politiets efterforskning herhjemme er imidlertid ikke afhængig af resultatet af det pakistanske politis efterforskning og vurdering af sagen, forklarer Svend Foldager.

»Vi er ikke begrænset af, hvilken konklusion de kommer til i Pakistan, men vi er begrænset af, hvilket materiale, de vil udlevere til os,« siger han.

Kim Kliver fra NEC påpeger, at dansk politi i denne type sager også har mulighed for at agere igennem Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager (SAIS), der sidste år valgte at tiltale en mand for at have dræbt sin kone i Pakistan for næsten ti år siden – en sag, der ikke var blevet rejst i Pakistan. Manden blev dog frifundet af Østre Landsret.