Dansk NSA-samarbejde har stået på i årevis

NSAs efterretningssamarbejde »De 9 øjne« som Danmark er en del af, trækker tråde helt tilbage til Anden Verdenskrig og til 1990ernes store overvågningsskandale om Echelon.

En af de tre store danske radarer i Skibsbylejren ved Hjørring, som var i spotlyset, da Echelon-skandalen rasede. Dengang var man fra politisk hold mere fåmeldt end i dag - 14 år senere - hvor statsministeren bekræfter, at Danmark »naturligvis har et tæt samarbejde med USA«, men at det »selvfølgelig ikke må ske på bekostning af danskernes retssikkerhed«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har i årevis været en del af inderkredsen omkring den skandaleramte amerikanske efterretningstjeneste NSA og den britiske aflytningstjeneste, GCHQ, som også er kommet under kritik på grund af penible afsløringer fra NSA-whistlebloweren, Edward Snowden.

Ligesom NSA er GCHQ med i det fortrolige samarbejde mellem efterretningstjenesterne i USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand – kaldet de såkaldte »5 øjne«. Som beskrevet i gårsdagens avis er Danmark en del af alliancens næstinderste cirkel, »De 9 Øjne« (Se grafikken nederst i artiklen).

Direkte adspurgt vil Forsvarets Efterretningstjeneste dog hverken be- eller afkræfte eksistensen af »De 9 øjne«, men forsikrer om, at alt samarbejde med andre landes tjenester foregår »i overensstemmelse med dansk lovgivning.«.

»Samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester hviler på troværdighed og gensidig tillid. Opretholdelsen af absolut fortrolighed er den væsentligste spilleregel for alt bilateralt efterretningssamarbejde,« skriver FE i en skriftlig kommentar til Berlingske.

Af FEs hjemmeside fremgår det at samarbejde med andre tjenester generelt er en klar fordel for Danmark, da det blandt andet giver adgang til kollegernes »indhentningskapacitet og analyser.«

I kølvandet på afsløringerne af amerikanernes massive overvågning af flere hundrede millioner borgeres tele- og internetkommunikation er der dog opstået bekymring for, om NSAs samarbejdspartnere benytter samme metoder som NSA.

Ifølge en videnskabelig artikel fra 2012 skrevet af den pensionerede canadiske brigade-general og forsker i militære studier James Cox tyder undersøgelser nemlig på, at briternes overvågning primært er fokuseret på netop Europa. Og fra Snowdens afsløringer ved vi, at GCHQs overvågningsprogram TEMPORA indsamler så godt som al datatrafik, der krydser Storbritanniens grænser. I et interview med Der Spiegel har Edward Snowden fortalt, at selv den mindste bid data lagres i op til tre dage i en søgbar database.

»TEMPORA er det digitale efterretningssamfunds første altomfattende »internetbuffer«. Den bekymrer sig ikke om typen af indhold og tager kun i marginal grad højde for menneskerettighederne,« sagde Snowden.

Echelon spøger stadig

Selv om »Eyes«-betegnelserne først for nylig er blevet kendt for offentligheden, er det tophemmelige samarbejde langtfra en ny opfindelse, skriver James Cox. Det voksede ud af asken fra Anden Verdenskrig og blev udbygget under Den Kolde Krig, hvor flere tredjepartslande herunder Danmark blev tilføjet som »De 9« og senere de »De 14 øjne«. Navnene kommer af, at de oplysninger, som bliver udvekslet, kun må ses af »Øjnene«, skriver James Cox. I bedste James Bond-stil kan dokumenterne således være stemplet »SECRET — AUS/CAN/NZ/UK/US EYES ONLY«

Snowdens afsløringer har naturligt nok skabt fornyet fokus på Danmarks samarbejde med NSA, men allerede da skandalen om det internationale overvågningsnetværk Echelon rullede i slutningen af 1990erne, blev alliancen beskrevet i den hjemlige presse – dengang ikke under navnet »Eyes« men »UKUSA«.

»Aftalen mellem Danmark og USA betyder, at de danske efterretningstjenester udveksler oplysninger med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, der står som øverste leder i UKUSA – den organisation, der står bag aflytningssystemet, der er blevet kendt under kodenavnet Echelon,« skrev journalist Bo Elkjær således i 1999 i Ekstra Bladet.

Dengang hed landets justitsminister Frank Jensen (S), og han benægtede ethvert kendskab til Echelon og til et dansk efterretningssamarbejde med USA. 14 år senere lyder der andre toner fra regeringen:

»Ja, vi har naturligvis et tæt samarbejde med USA. Det er hverken hemmeligt eller nyt,« sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) således i går under Folketingets spørgetid. Her understregede hun, at samarbejdet »selvfølgelig ikke må ske på bekostning af danskernes retssikkerhed,« men at tætte efterretningsalliancer er vigtige for Danmark:

»Hvis vi skal foregribe terror, så er vi som lille land helt afhængig af et tæt samarbejde med vores nærmeste allierede og deres efterretningstjenester. Vi har simpelthen ikke størrelsen og kapaciteten til at klare det på egen hånd,« sagde Thorning.

Få overblikket: Alle Snowdens NSA-afsløringer

Hun henviste til, at samspillet med udenlandske tjenester netop har afværget flere konkrete terrortrusler mod Danmark.

Eksempelvis i 2009, da et samarbejde mellem Politiets Efterretningstjeneste (PET) og amerikanske FBI førte til anholdelsen af to mænd i Chicago, som var ved at forberede et terrorangreb mod Jyllands-Posten i København. Den ene af mændene, David Headley, havde tidligere stået bag planlægningen af Mumbai-terrorangrebene i Indien i 2008, hvor 166 blev dræbt.

PET har ingen kommentarer til denne artikel.

Se Thornings tale om overvågning: