Dansk medicin testes i ulande

Danmarks medicinalflagskibe lægger flere og flere forsøg med mennesker i ulande. Moralsk problem, mener Læger Uden Grænser og Venstre.

Foto: Colourbox

Når den vestlige verdens medicinske fremskridt skal testes på mennesker, er det i stadigt stigende grad folk i ulandene, der lægger krop til.

Danmarks to største medicinalvirksomheder, Novo Nordisk og Lundbeck placerer i dag mellem 30 og 45 pct. af alle forsøg med mennesker i fattige udviklingslande.

Outsourcingen er vokset eksplosivt i løbet af få år, og både Novo Nordisk og Lundbeck venter, at væksten fortsætter.

»For få år siden havde Lundbeck ingen kliniske test i udviklingslande overhovedet. I dag foregår 30 pct. af vores forsøg med menesker i ikke-vestlige lande«, siger Anders Gersel Pedersen, udviklingsdirektør for Lundbeck, der tester nye psykiatriske lægemidler.

På Novo Nordisk forventer man inden for få år, at over halvdelen af medicinske test på mennesker foregår i udlandet.

Søren Brix Christensen, som er formand for Læger Uden Grænser, kalder det et moralsk problem, at medicinalindustrien sætter fattige mennesker til at afprøve lægemidler, som de aldrig selv får råd til:

»Ti pct. af Jordens befolkning spiser 90 pct. af den medicin, der fremstilles. Men næsten halvdelen af medicinen er udviklet på basis af forsøg med mennesker i fattige lande,« siger han.

Novo Nordisk og Lundbeck begrunder outsourcingen med, at amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder kræver, at de afprøver ny medicin på flere og flere mennesker, før myndighederne vil godkende de nye lægemidler. Det tvinger virksomhederne ud på nye markeder i jagten på forsøgspersoner.

Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen er overrasket over den voldsomme vækst i de danske virksomheders outsourcing af forsøg med mennesker. Hun råder Novo Nordisk og Lundbeck til at holde den etiske fane højt:

»Medicinalindustrien bør være meget opmærksom på, hvem de bruger som test-personer. Det skal være folk, som har ressourcer til at sige fra. En fattig indisk mor med tre børn er ikke den rette til at optræde som forsøgsperson,« advarer hun.