Dansk mand fundet død i garage på Malta

Den 53-årige mand har været savnet siden 5. juni. Politiet kan endnu ikke sige, hvordan han er død.

Den 53-årige dansk dykkerinstruktør Allan Hartmann-Jensen er fundet død på Malta efter at have været meldt savnet siden 5. juni.

Det fortæller politikonstabel Gordon Attard til Ekstra Bladet.

»Han er desværre fundet død i en garage i St Paul's Bay,« siger politikonstablen til avisen og tilføjer, at en obduktion skal kaste mere lys over, hvad der er overgået manden.

Politiet efterlyste 17. juni Allan Hartmann-Jensen, som 5. juni var blevet meldt savnet, og flere maltesiske medier har bragt efterlysningen.

Ifølge politiets oplysninger blev han sidst set i området ved den populære plads Buggibba Square i St Paul's Bay på Nordmalta, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen udrejste Allan Hartmann-Jensen fra Danmark til Malta 1. juni 2012.

I en mail til Ritzau skriver Udenrigsministeriets Borgerservice, at man er bekendt med sagen, og at den efterforskes af maltesisk politi. Da Borgerservice har tavshedspligt i personsager, kan man ikke give flere oplysninger om sagen.

/ritzau/