Dansk lastbil ramt af mine i Afghanistan

En dansk lastbil fik sprængt den bageste aksel af, da bilen ramte en mine i Helmand-provinsen i Afghanistan. Ingen kom til skade.

Den bageste aksel på en lastbil, der tilhører de danske styrker i Afghanistan, blev sprængt af, da patruljelastbilen søndag morgen ramte en mine.

Ingen kom til skade ved sprængningen, og de pårørende til soldaterne på lastbilen er underrettet.

Lastbilen ramte minen under en aktion i Helmand-provinsen, hvor de danske soldater er udstationeret. Ørkenholdet stadsede herefter operationen og sikrede området.

Hærens Operative Kommando (HOK) skønner, at lastbilen ramte minen ved et uheld, da minen lå i et udtørret flodleje.

Under bjærgningen og frigørelsen af lastbilen blev de danske styrker beskudt af raketter, men ingen kom til skade.

/ritzau/