Dansk læres bedst blandt danskere

14-årige Bassim har igennem hele sin skolegang gået på privatskole. Hans marrokanske forældre mener, at et begrænset elevtal giver deres to-sprogede søn de bedste muligheder.

I lejligheden på Nørrebro hænger børnenes studenterhuer på væggen i stuen. I vitrineskabet står marrokanske testel side om side med vandglas og karafler fra Rosendahl. Og på spisebordet ligger en blomstret Marimekko-dug. Fatima Labrouzis hjem bærer præg af familiens marrokanske baggrund krydret med mange år i Danmark. Fatima Labrouzi og hendes mand kom til landet for 23 år siden, og deres fire børn er alle født og opvokset her. Da de to ældste skulle starte i skole, valgte Fatima Labrouzi at sende dem på privatskole og ikke i de lokale folkeskoler i nærheden af hjemmet på Nørrebro.

»Vi taler både marrokansk og dansk herhjemme, så alle børnene har to sprog. Jeg vil gerne have, at mine børn lærer godt dansk, så derfor valgte jeg en dansk privatskole. For der er ikke så mange elever i klasserne, og det giver dem gode muligheder i forhold til folkeskolen, hvor der er 25-29 elever i klasserne.«

Bassim og hans to ældre søskende startede i Gunnar Jørgensens Skole på Frederiksberg, men da den lukkede skulle Fatima Labrouzi finde en anden skole til Bassim. Københavns Kommune kunne kun henvise dem til Hellig Kors Skole eller Blågårds Skole. Den løsning faldt ikke i familiens smag og derfor blev Bassim meldt ind på Bordings Friskole påØsterbro. Han går nu i 8. klasse og er en af få elever med indvandrerbaggrund.

»De har taget rigtig godt imod ham på skolen. Han er en genert dreng, så han ville drukne i mængden på f.eks. Hellig Kors Skole,« siger Fatima Labrouzi.

Godt projekt
Hun hilser Københavns Kommunes projekt med at sprede tosprogede elever til privat- og friskoler velkommen:

»Jeg synes, det er en rigtig god idé. Det er vigtigt, at børnene kommer ud blandt danske børn, så de bliver en del af samfundet. Det er håbløst, hvis indvandrerbørnene bliver samlet på en skole. Hvis de nu fordeler dem, vil det hjælpe rigtig meget på integrationen og børnenes sprog,« siger hun.

Fatima Labrouzi fortæller, at Bassim trods den gode modtagelse godt kan føle sig lidt anderledes i forhold til de danske børn. Derfor mener hun også, det er godt, at kommunen vil sende en lille flok elever til hver skole, så de ikke bliver de eneste »fremmede«.

14-årige Bassim savner vennerne fra den gamle skole, Gunnar Jørgensens Skole. Hvis Bassim selv skulle vælge, ville han helst have en skolegang sammen med dem. Men altså ikke på en almindelig folkeskole på Nørrebro, understreger han.

»Jeg vil helst gå på en privatskole. Her tror jeg, jeg lærer mest.«