Dansk kvinde begæret udleveret til USA

De amerikanske myndigheder ønsker, at en nu varetægtsfængslet dansker skal udleveres for sin rolle i en større ecstasysag.

En 40-årig dansker er måske på vej til en tur igennem det amerikanske retssystem.

Kvinden fra Hellerup menes at spille en nøglerolle i en større ecstasysag, og USA har af samme årsag begæret kvinden udleveret, fortæller politiadvokat Niels Vejlby fra Nordsjællands Politi.

Anklagerne fra USA lyder på, at kvinden var koordinator i smugleriet af næsten 100.000 ecstasypiller fra Holland til USA.

Allerede torsdag blev kvinden fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Lyngby og varetægtsfængslet i fire uger.

Om kvinden skal udleveres eller ej, besluttes rent administrativt af Justitsministeriet. Men først skal politiadvokat Niels Vejlby kigge sagen igennem, herunder kvindens personlige forhold, før han kommer med sin indstilling til ministeriet.

- Kvinden er helt ukendt i politiets register, oplyser han.

/ritzau/