Dansk kontorchef hentede børn ud af Syrien. Kurdisk selvstyre deler video af seancen

En video udsendt af Det Kurdiske Selvstyres chef for udenrigsanliggender, Abdul Karim Omar, løfter sløret for, hvad der foregik forud for evakuering af tre kvinder og 14 børn fra syrisk lejr.

Kontorchef Kristoffer Viveke (tv.) fra det danske Udenrigsministerium mødtes med det autonome selvstyres chef for udenrigsanliggender, Abdul Karim Omar, umiddelbart før udleveringen af tre mødre og deres i alt 14 børn til Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det kurdiske selvstyre
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kontorchef fra Udenrigsministeriet, Kristoffer Vivike, har i byen Qamishli i det nordøstlige Syrien haft en helt særlig rolle i den ekstraordinære operation natten til torsdag, hvor Danmark efter måneders ventetid fik evakueret tre mødre og deres i alt 14 børn fra Syrien.

Og en video med Kristoffer Vivike, der viser, hvad der foregik forud for evakueringen, er blevet offentliggjort af ikke bare det kurdiske selvstyre, men personligt af det autonome selvstyres chef for udenrigsanliggender, Abdul Karim Omar.

Evakueringen kunne ikke have ladet sig gøre uden den autonomes administrations medvirken, og derfor er den også en politisk sejr for det kurdiske selvstyre.

Det fremgår også ganske klart af videoen, som Abdul Karim Omar har offentliggjort på Twitter.

Her ser man Abdul Karim Omar byde Kristoffer Vivike og Kurt Georg Stöckl-Stillfried, direktør for konsulære anliggender og migration i det tyske udenrigsministerium, velkommen på sit kontor i Qamishli.

Ligesom Kristoffer Vivike var Kurt Georg Stöckl-Stillfried til stede på mødet for at underskrive en udleveringsaftale af statsborgere med Abdul Karim Omar.

På videoen såvel som selvstyrets offentliggjorte fotos fra samme møde kan man se de tre mænd underskrive dokumenterne omkring udlevering.

Danmark og Tyskland evakuerede statsborgere fra Syrien med samme privatchartrede Boeing 737-fly, som kort før midnat onsdag gjorde stop i Frankfurt, hvor otte tyske kvinder og deres i alt 23 børn blev sat af, inden flyet fortsatte til Flyvestation Karup, hvor det ankom til kort før kl. 3 natten til torsdag.

I den offentliggjorte video takker Kristoffer Vivike Abdul Karim Omar for samarbejdet og hjælpen i forbindelsen med evakueringen af de tre danske kvinder og de 14 børn.

Det kurdiske selvstyre i det nordøstlige Syrien har delt en video, hvor man kan se den danske kontorchef i Udenrigsministeriet, Kristoffer Vivike, der takker for samarbejdet i forbindelse med hjemtagelsen af kvinder og børn.

Og han takker selvstyrets administration for et »fremragende samarbejde« i forbindelse med planlægningen og udførelsen af evakueringen.

Men han beskriver også sagens alvor – ikke mindst for mødrene, der rejste fra Danmark til Syrien for at støtte terrorbevægelsen Islamisk Stat.

»Ingen af børnene er i livsfare, men de har brug for behandling, som de ikke kan få i lejren,« siger han om lejren i Syrien, hvor de har boet under kummerlige forhold.

»Når de tre mødre kommer tilbage til Danmark, står de over for anklager fra de danske myndigheder.«

Sidst i videoen ses en bus forlade området – angiveligt med mødrene og deres børn.

De tre mødre blev ved ankomsten til Danmark anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 e og 114 j om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed og om indrejse og ophold i et konfliktområde, skriver Socialstyrelsen.