Dansk koks drøm opfyldt: Får michelinstjerne i Frankrig

Køkkenchef på restaurant Copenhague i Paris Andreas Møller modtog mandag sin første michelinstjerne.

Andreas Møller (th.) modtog mandag sin første michelinstjerne. Han står i spidsen for restaurant Copenhague på Avenue des Champs-Élysées i Paris. Scanpix/Jacques Demarthon Fold sammen
Læs mere

Danmark har fået en ny michelinkok. Andreas Møller har sørget for, at der atter er en michelinstjernet restaurant i Danmarkshuset i Paris.

»Det var den drøm, der blev sat i hovedet på mig, da jeg fik tilbuddet,« sagde danske Andreas Møller til Jyllands-Posten i december om michelindrømmen, som fulgte med ansættelsen på restaurant Copenhague i Danmarkshuset i Paris.

Danmarkshuset ligger på selveste Avenue des Champs-Élysées i Paris. Derfra har det til formål at præsentere det parisiske publikum for det bedste, Danmark har at tilbyde inden for kultur.

Takket være Andreas Møller er det nu også michelinstjernet gastronomi.

I Danmark havde Andreas Møller med stor succes sit eget morgenmadssted Møller Kaffe og Køkken, før han begav sig mod kokkekunstens land.

Han er udlært hos Erwin Lauterbach, der selv var kok på restaurant Copenhague.

/ritzau/