Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard, genopstiller ikke til en ny periode på posten.
Efter 16 år som journalisternes formand har den 57-årige Mogens Blicher Bjerregård valgt at fokusere på sin post som præsident for det europæiske journalistforbund (EFJ), ligesom han fortsætter på andre internationale tillidsposter såsom posten i Unescos særlige råd for medier, pressefrihed og journalisters sikkerhed.
»Jeg har været formand i 16 år nu. Mit fokus har flyttet sig de seneste år mod det internationale arbejde med pressefrihed, ophavsret og journalisters sikkerhed. Derfor giver det god mening, at jeg nu flytter med mit fokus,« siger Mogens Blicher Bjerregård til fagbladet Journalisten og pointerer, at han også ser sig om efter et nyt job, da han har været formand på fuld tid.
Formanden siger farvel og tak i forbindelse med næste delegeretmøde i slutningen af april. Dermed skal de delegerede ikke blot vælge ny hovedbestyrelse, men også pege på en ny formand.
Og den første bejler til formandsposten har allerede meldt sig. Det er næstformanden i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, der føler sig rustet efter fire år som næstkommanderende.
»Jeg har til formiddag meddelt vores hovedbestyrelse, at jeg stiller op til posten som forbundsformand for Dansk Journalistforbund for de kommende to år. Efter fire år som næstformand under Mogens føler jeg mig klar til opgaven med at stå i spidsen for et fagforbund, der skal fortsætte med at udvikle sig. Som jeg gerne vil fortsætte med at udvikle,« skriver Lars Werge på Facebook.