Godmorgen kære læser og velkommen til.

En ny dag kalder på en ny, frisk morgenrunde gennem nyhedsbilledet. Denne tirsdag handler det blandt andet om verdens nye narkobaron, risikofyldte hovedstød – og regeringen, der står over for en overordentlig stor opgave med at få danskerne til at arbejde mere.

Lad os begynde.

Verden har fået en ny narkobaron, og han bekriger sine naboer med stoffer

Bashar al-Assad var engang det lyse håb, der skulle reformere Syrien, efter faderen. Efter ti år som krigsherre og international paria har hans regime nu fået en ny sidebeskæftigelse. Arkivfoto: Rabih Moghrabi/AFP/Ritzau Scanpix
Bashar al-Assad var engang det lyse håb, der skulle reformere Syrien, efter faderen. Efter ti år som krigsherre og international paria har hans regime nu fået en ny sidebeskæftigelse. Arkivfoto: Rabih Moghrabi/AFP/Ritzau Scanpix Rabih Moghrabi

Officielt er Syriens tre største eksportvarer olivenolie, nødder og tomater.

I virkeligheden lever Bashar al-Assads regime af at eksportere en enkelt vare, hvis værdi er fire gange så stor som alle de ovenstående tilsammen: Captagon.

En pille »fattigmandskokain« koster cirka 140 kroner på det sorte marked, men så bliver man også både hyperenergisk, viril og frygtløs.

Efter 12 års krig og isoleret af sanktioner er Syrien genopstået som narkostat. Paradoksalt nok er det netop narkohandelen, der nu ser ud til at blive diktatorens billet tilbage til det internationale selskab.

Hans arabiske naboer er nemlig lede og kede af det omfattende narkosmugleri, som har udviklet sig til voksende misbrug og kriminalitet i deres lande. Nu vil de det til livs for enhver pris.

Historien får du her hos Berlingske.

Amerikansk topforsker ved præcis, hvor mange hovedstød man må lave om året

Messi gjorde det i Champions League-finalen i 2009, da han med hovedet fandt højre målhjørne mod Manchester United. Hollandske van Persie gjorde det, da han omtrent 14 meter fra målet fik bolden dirigeret over den spanske målmand Iker Casillas ved VM i 2014.

Det er nok de færreste, der tænker på den risiko, der er forbundet med at støde hovedet hårdt mod en fodbold.

Risikoen har Michael L. Lipton, professor i radiologi ved Columbia University, regnet på og forsket i gennem de seneste 15 år.

»Den eksisterende forskning på området bør vække bekymring for, at de negative virkninger af at spille fodbold er reelle. Og det bør vi forsøge at forstå for bedre at beskytte spillerne,« siger han til Berlingske.

Michael L. Lipton er forsker på eliteuniversitetet Columbia University. Han ved, at hovedstød kan have en betydning for menneskers kognitive funktioner.
Michael L. Lipton er forsker på eliteuniversitetet Columbia University. Han ved, at hovedstød kan have en betydning for menneskers kognitive funktioner. Diane Bondareff

I 2019 fandt forskere fra University of Glasgow i et stort studie, at risikoen for, at der stod Alzheimers sygdom på dødsattesten, var hele fem gange forhøjet for fodboldspillere. Samtidig var risikoen for ALS fire gange forhøjet og risikoen for Parkinson fordoblet.

Men der skal mere end blot et par ugentlige hovedstød til, mener Michael L. Lipton. Han er sin research kommet med et estimat på, hvornår hovedstød kan have betydning for hjernen og hukommelsen.

Dén historie får du hos Berlingske her.

Dansk forskningsprojekt: Hypet sundhedstip kan modvirke en række alvorlige sygdomme

Der er 16:8-kuren, 5:2-kuren og intermittent fasting. Faste er her og der og alle vegne og har, som Berlingske beskrev det i vinter, vundet større indpas hos befolkningen de senere år.

Og de populære fastekure kan være vejen frem for hjertepatienter, diabetikere og demensramte, lyder det i et dansk forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital, beskrevet i dagens Jyllands-Posten.

I forsøget er 16 personer med et BMI på mellem 28 og 40 blevet sat på en striks fastediæt i tre uger:

  • Forsøgspersonerne må ikke spise og kun drikke postevand i 36 timer.

  • Herefter må de indtage alt det, de vil, i 12 timer.

Forsøget, der ikke er afsluttet, viser, at der efter faste i 16-18 timer begynder at dukke ketoner, en særlig form for energirige næringsstoffer, op i blodet. Og netop ketoner kan have gavnlige effekter for patienterne, fortæller Lars Christian Gormsen, klinisk professor, og ph.d.-studerende Mette Louise Gram Kjærulff, som står bag forsøget, til avisen.

Lektor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet Mette Hansen pointerer i samme avis, at fysisk aktivitet kan have samme gavnlige virkninger. Det er da heller ikke alle, der er udelt begejstrede for fasten.

Jyllands-Postens artikel er endnu ikke kommet online, men du kan læse den på side 6 i dagens papirudgave.

Regeringen vil have danskerne til at arbejde mere – men det har kun et fåtal lyst til

Blandt SVM-regeringens fremmeste opgaver er det at skaffe flere hænder til det danske arbejdsmarked. Og så er det egentlig lidt ligegyldigt, hvad danskerne har lyst til.

»Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner, glem det,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig i en samtale med Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon.

Nu viser en ny Gallup-måling lavet af Kantar Public for Berlingske imidlertid, at det er et fåtal af danskerne, der rent faktisk har lyst til at lægge flere timer på arbejde.

Danmark er et rigt land, hvor levestandarden for mange er ganske høj, og mange danskere har ifølge Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet, ikke lyst til at arbejde mere for en lidt højere levestandard.

Han mener af samme grund, at en regering, der ønsker at få borgere til at arbejde mere, står over for en overordentlig svær opgave:

»De er oppe mod en befolkning, der ikke ønsker det.«

Læs med her hos Berlingske.

Det sker i dag:

  • Ruslands præsident, Vladimir Putin, deltager i det virtuelle topmøde Shanghai Cooperation Organisation med blandt andet Indien og Kina.

  • Tour de France er med fjerde etape rykket på fransk grund, og i dag står på en relativt flad etape, fra Dax til Nogaro. Gårsdagens fortælling om splittelse og et hjerte hamrende af nederlag kan du læse mere om her.

God tirsdag!