Dansk Folkeparti kræver uvildig undersøgelse af 112-skandalen

Region Hovedstaden har foreslået en intern undersøgelse af problemerne med mistede opkald til 112, som Berlingske har beskrevet. Dansk Folkeparti vil dog have en ekstern undersøgelse af forløbet.

 
Region Hovedstadens Vagtcentral har et stort problem med mistede opkald, i videoen her får du et overblik over, hvad det betyder for dig, når du ringer 112. Grafik: Kristian Stauning Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke nok, at Region Hovedstaden selv skal redegøre for årsagerne til og løsningerne på problemet med tusindvis af mistede opkald til 112.

Det mener Dansk Folkeparti, som til tirsdagens regionsrådsmøde vil fremsætte et forslag om at igangsætte en uvildig undersøgelse af forløbet.

»Det er afgørende nødvendigt, at sagen undersøges helt objektivt og af en uvildig instans. Vi kan ikke leve med, at regionen skal undersøge sig selv. Efter afsløringerne i Berlingske i de seneste dage er tilliden til regionen helt i bund. Der kommer ikke noget godt ud af at regionen ser sig selv efter i kortene. Uvildige eksperter må på banen nu,« skriver partiet i forslaget om motivationen bag.

I sidste uge stod 30 medarbejdere fra regionens akutberedskab frem i Berlingske og advarede om, at antallet af mistede opkald på vagtcentralen var eksploderet.

De frygtede, at de mistede opkald ville koste menneskeliv, og de advarede om, at minimum ti af de mistede opkald havde handlet om borgere med hjertestop.

Siden har Berlingske afsløret, hvordan både formanden for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K), og chefen for vagtcentralen, Preben Hansen, var advaret om »den kritiske situation« med de mange mistede opkald.

Politisk ansvar

Regionen har nu udarbejdet et udkast til en intern undersøgelse af forløbet om de mistede 112-opkald, som et flertal i regionsrådet ifølge Berlingskes oplysninger forventes at stemme for.

Men nu skal de også stemme om, hvorvidt der skal sættes gang i en ekstern undersøgelse af forholdene i hovedstadens 112-vagtcentral.

Det skyldes, at Dansk Folkepartis Finn Rudaizky ikke blot vil have redegjort for årsagerne til problemet, men også placeret et politisk ansvar.

»Dansk Folkeparti ønsker derudover, at undersøgelsen vurderer det politiske ansvar i sagen både i forhold til den nuværende og den forrige formand for regionsrådet. De kritisable forhold er ikke opstået over natten, der er brug for en undersøgelse, der omhandler alle de år, hvor man nu kan konstatere, at der har været problemer,« skriver han i motivationen bag forslaget.

Det bliver besluttet på næste regionsrådsmøde tirsdag 22. september, hvilke undersøgelser der skal igangsættes.

LÆS MERE