Dansk Flygtningehjælp stopper arbejde efter drab

En lokal ansat chauffør blev mandag morgen skudt og dræbt på vej til arbejde. Dansk Flygtningehjælp undersøger nu hvorfor.

Drabet mandag morgen på en lokal ansat chauffør får nu Dansk Flygtningehjælp til at indstille arbejdet og overveje sikkerhedssituationen for sine ansatte i Jaffna-området i Sri Lanka.

Drabet kommer kun en måned efter, at en anden lokal ansat i samme område blev dræbt.

- Det er meget tragisk, og alle vores ansatte er dybt berørte. Nu vi vil sikre os, at drabet ikke skyldes arbejdet for Dansk Flygtningehjælp, og samtidig generelt vurdere sikkerheden for vores ansatte, derfor er arbejdet indstillet indtil videre, siger Sten Wetlesen, programleder for Dansk Flygtningehjælp i Sri Lanka.

Chaufføren var ansat i Danish Demining Group, Dansk Flygtningehjælps minerydningsorganisation, og var på vej til arbejde sammen med tre andre ansatte, da han blev skudt.

/ritzau/