Det var en helt almindelig morgen i maj 2013, da israelsk-svenske Dror Feiler opdagede, at der var malet et hagekors på hans hoveddør i Malmø. Samme måned havde Feiler, der er musiker og kunstner, deltaget i en demonstration mod det stærkt højreorienterede Svenskernes Parti. Et par senere oplevede han, at flere mænd kørte op på siden af ham og råbte ting som »svin« og »fordømte jøde.«
Oplevelsen er ikke unormal i Sverige, hvor flere kunstnere oplever, at de bliver chikaneret, kritiseret eller direkte truet, hvis de ytrer sig politisk. Det gælder ikke kun dem med israelsk baggrund men også kunstnere, der på en anden måde kan siges at tilhøre en politisk gruppe – som f.eks. det svenske LBGT-miljø.
En rapport, som svenske Kulturanalys udsendte før nytår, viser, at hver sjette svenske kunstner har oplevet en eller anden form for overgreb eller chikane. Samtidig modtager flere af landets gallerier, spillesteder og museer trusler eller kritik, hvis de f.eks. engagerer politiske kunstnere. Konklusionen kommer ikke bag på organisationen Freemuse, der arbejder for at sikre musikeres kunstneriske frihed.
»Kunsten bliver i stigende grad politiseret. Lige nu ser vi, at flere europæiske lande udnytter kunstnere i forbindelse med deres egne nationalkonservative dagsordner, og det kan være svært at agere i,« forklarer talsmand Ole Reitov og nævner den nuværende Eurovision-konflikt som eksempel på en sag, hvor to landes forhold kommer til at påvirke et par professionelle musikere, fordi de ukrainske arrangører nægter indrejse til den russiske deltager, efter at hun har besøgt halvøen Krim.
Sammenblandingen mellem politik og kultur blev også aktuel herhjemme, da det lørdag kom frem, at saxofonisten Alon Farber var blevet afvist af Copenhagen Jazz Festival, fordi man ikke ville hyre israelske kunstnere til årets festival. I går udtalte festivalens leder Kenneth Hansen så, at der var sket en misforståelse. Der havde blot været nogle sikkerhedsmæssige spørgsmål at rydde af vejen.
Men den forklaring er det rene vås, mener Anne Esther Boukris, der gennem flere år har været leder af den jødiske kulturfestival.
»Og det har været helt uden problemer,« siger Anne Esther Boukris, der kalder Kenneth Hansens udmelding for »chokerende« og »politisk motiveret.«
»Det kommer virkelig bag på mig, at en leder af så stor og velrenommeret en festival som Jazz Festival kan sige ting, der er så dumme. Jeg synes, at han tager en magt på sig, som han slet ikke har legitimitet til. Han er ikke Danmarks udenrigsminister,« siger Anne Esther Boukris.
Hun suppleres af Annette Bellaoui fra CPH World Music. Også her oplever man, at der er styr på sikkerheden omkring israelske musikere. Til gengæld kan man hurtigt blive del af et politisk spil, når man hyrer internationale musikere, siger Ballaoui og understreger, at festivalen meget bevidst forsøger at holde sig apolitisk. Blandt andet ved at forbyde taler ved festivalens koncerter.
»Vores ønske er at fremme dialogen, og vi gør vores absolut bedste for at undgå at blive politiseret,« siger Annette Bellaoui, der dog har oplevet, at israelske kunstnere på festivalens program kan udløse kritik.
»Men det går mere på mig som person. Som muslimsk kvinde har jeg da mødt folk, der mener, at det er upassende, at jeg har israelske musikere på programmet, men det kan jeg sagtens tåle. Jeg har rimelig brede skuldre,« siger Annette Bellaoui.
Heller ikke spillestederne Global og Jazzhouse oplever problemer ved at hyre kunstnere fra Israel eller andre lande, der måtte være involveret i konflikter.
»Det er som om, at Danmark lever lidt i en boble i forhold til andre lande. Jeg er sikker på, at der kan være arrangører, der har en form for autopilot fremme, når det f.eks. gælder israelske kunstnere, men jeg oplever ikke, at situationen er nær så intens, som den er i landene rundt omkring os,« siger Ole Reitov fra Freemuse. Med hensyn til israelske kunstnere understreger han, at det også vil være absurd at boykotte dem af politiske grunde.
»Lige nu er de fleste israelske musikere ret kritiske overfor deres egen regering. Israels kulturminister har nemlig også forsøgt at gøre kunststøtten til et politisk værktøj,« slutter Ole Reitov.