Dansk energivirksomhed ramt af formodet russisk spionage: »Det er chokerende«

En russisk statsborger, som har siddet fængslet siden juli, er blevet tiltalt for spionage mod en dansk energivirksomhed. Sagen ventes ført for lukkede døre. Russisk ambassade mener, at tiltalen er en fejl.

Det bliver ved Retten i Aalborg, at en spionagesag mod en russer vil blive gennemført. Arkivfoto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En energivirksomhed i Nordjylland var målet for den spionage, en russisk statsborger onsdag er blevet tiltalt for at stå bag.

Det oplyser virksomhedens administrerende direktør selv i en pressemeddelelse.

»Vi kan oplyse, at sagen omtalt i medierne involverer en person som var ansat hos SerEnergy i cirka et års tid. Vi blev kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med vedkommendes anholdelse og har sidenhen arbejdet tæt sammen med myndighederne. Fordi sagen er igangværende, kan vi ikke kommentere den yderligere,« lyder det fra Joseph Kristensen, økonomi- og administrationschef hos SerEnergy A/S:

»Det er chokerende at en tidligere ansat bliver tiltalt i en så alvorlig sag, og at vores virksomhed kan have været offer for organiseret spionage. Dette tilfælde er desværre endnu et eksempel på, at viden og intellektuel ejendomsret er genstand for kriminelle angreb, og at truslen mod informationssikkerheden er tiltagende.«

Administrationschefen i SerEnergy understreger samtidigt, at virksomheden har »høje sikkerhedsstandarder på plads«.

Mandag lød det i en pressemeddelelse fra Rigsadvokaten, at »den tiltalte, som har været varetægtsfængslet siden primo juli 2020, er mistænkt for mod betaling at have udleveret oplysninger om bl.a. dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste«.

Den pågældende russiske statsborger er tiltalt for spionage efter straffelovens paragraf 108, stk. 1.

»Anklagemyndigheden vil under sagen nedlægge påstand om, at den pågældende idømmes fængselsstraf og udvises af Danmark,« skriver Rigsadvokaten og tilføjer, at det »forventes«, at sagen vil blive behandlet for lukkede døre ved Retten i Aalborg.

Over for Berlingske afviser Rigsadvokaten at fortælle yderligere om sagen. Dermed er de nærmere detaljer i anklagen mod den russiske statsborger og den tiltaltes alder og køn ukendt.

Onsdag formiddag oplyser den russiske ambassade i Danmark til Ritzau, at den betragter spionagetiltalen for at være en »fejl« og håber, at russeren bliver frikendt.

»Vi håber, at han vil blive frikendt og vil blive løsladt,« skriver ambassaden til Ritzau.

Ambassaden har til det russiske nyhedsbureau Tass oplyst, at »han har modtaget konsulær bistand«, og at man blev gjort bekendt med fængslingen i juli. Ambassaden er »fortsat i løbende kontakt med ham«, lyder det videre.