Opdateret

Dansk atlet undersøges for doping: Atlet og sportschef midlertidig udelukket

LEONHARD FOEGER

En dansk landsholdstrialet undersøges af Anti Doping Danmark for brud på dopingreglerne.

Det erfarer B.T.

Og det er oplysninger, som direktør i Triatlon Danmark, Morten Fenger, bekræfter.

Det har medført, at både atleten og Michael Krüger, som var sportschef i Triatlon Danmark, er blevet midlertidig udelukket.

'Både atlet og tidligere sportschef er midlertidigt udelukket fra al organiseret sport under DIF, mens den videre undersøgelse går på,' skriver Morten Fenger i en sms til B.T.

Morten Fenger påpeger dog, at Triatlon Danmarks samarbejde med Michael Krüger er ophørt efter en gensidig aftale.

Morten Fenger ønsker ikke at oplyse nærmere om den konkrete sag af hensyn til den videre undersøgelse hos Anti Doping Danmark.

B.T. har været i kontakt med Anti Doping Danmark, som ikke ønsker at kommentere på sagen. Men de bekræfter, at der er en undersøgelse i gang.

B.T har været i kontakt med atletens advokat, Adam Ringsby-Brandt, som understreger, at der ikke er tale om indtagelse af et ulovligt stof. Atleten har heller ikke afleveret en positiv dopingprøve.

»Der er udleveret noget saltvandsopløsning til den pågældende atlet, som vedkommende har taget. Det er ikke et ulovligt stof, men der er en vis mængde, som man må indtage. Og her har atleten efter anvisning fra triatlonforbundets sportschef indtaget for store mængder på for kort tid uden at være klar over der var tale om en ulovlig metode,« siger Adam Ringsby-Brandt til B.T.

OPDATERET KL.16.55: B.T. havde i første omgang skrevet, at der var tale om en positiv dopingprøve, men det er ikke tilfældet.