Danmarks største sædbank: Det har konsekvenser at bryde donorers identitet

På Facebookgrupper og i internationale registre kan børn, som er kommet til verden med hjælp fra donorsæd, søge efter deres biologiske fædre eller halvsøskende. Men det er problematisk, siger Danmarks største sædbank, som nu indskærper, at det kan have juridiske konsekvenser at afsløre donorers identitet.

Selvom man som sæddonor ønsker at være anonym, risikerer man alligevel at få sin identitet afsløret. Det truer nemlig det anonyme donorkorps, at flere donorbørn leder efter deres biologiske fædre eller halvssøskende på Facebookgrupper og internationale registre som »Donor Sibling Registry«.

Sådan lyder det fra Danmarks største sædbank Cryos International, skriver Kristeligt Dagblad.

Derfor indskærper sædbanken nu over for forældre, at det kan få juridiske konsekvenser, hvis man forsøger at afsløre donorers eller søskendes identitet.

»Vi har været nødt til at skrive det ind i vores kontraktmateriale for at gøre vores donorer og kunder helt klart, at de risikerer retsforfølgelse og erstatningskrav fra andre, som deler en donor, og som ikke ønsker at blive fundet. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det er kommet så vidt, men vi har et ansvar overfor de mænd og familier, som vi har lovet anonymitet,« siger direktøren i Cryos International, Ole Schou, til Kristeligt Dagblad.

Forældre, som har fået børn ved hjælp af anonym donorsæd, undrer sig dog over sædbankens reaktion.

Talsmanden for foreningen Donorbørn og Forældre, Rikke Mønster, pointerer, at Facebookgrupper og registre kun benyttes af folk, der ønsker at finde personer, de er beslægtede med, og derfor kan hun ikke forstå udmeldingen.