Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I aften bliver der holdt fest midt på H. C. Andersens Boulevard.
Normalt er der tætpakket med trafik på den sekssporede trafikåre, der med en døgntrafik på lidt over 60.000 er Danmarks mest trafikbelastede almindelige vej, kun overgået af de store motorveje omkring København.
Men i aften bliver det altså muligt at holde stor fest midt på vejen på grund af afspærringerne i forbindelse med Cykel-VM.
Først er der cykelparade
Festen indledes med en cykelparade, arrangeret af Dansk Cyklist Forbund. Paraden starter kl. 19 og følger den 7,5 kilometer lange del af VM-ruten, som ligger i indre by. Alle interesserede, som har lyst til at cykle med, er velkomne. Man skal blot møde op med sin cykel kl. 18.30 mellem Tivoli og Glyptoteket, 400 meter fra Hovedbanegården.
- Det er jo helt usædvanligt, at man kan cykle i samlet flok ude midt på vejen og nyde sin by uden at skulle tænke på lyssignaler og biler. Og så bliver det transmitteret til 400 millioner tv-seere over hele verden.
Så det bliver virkelig en god præsentation af København som cyklernes by, siger Cyklistforbundets direktør Jens Loft Rasmussen.
Når paraden slutter ved Jarmers Plads ca. 20.30, er der allerede fuld gang i festen midt på H. C. Andersens Boulevard ved Jarmers Plads. Her er der live musik, dj’s og forfriskninger, som sælges fra en særligt anlagt café midt ude på vejen – fra skummende fadøl til økologiske pølser.
Der er musik fra de to dj’s Pelle Peter fra P6 Beat og Nicholas Kawamura fra P3 fra kl. 19 til 21.30. Fra kl. 22 til 23 giver det danske electrorock-band Carpark North koncert.
- Tanken med festen er, at der også skal være noget for dem, der ikke går helt vildt meget op i cykelløb, siger Søren Bom, kommunikationskonsulent i Teknik- og Miljøforvaltningen.
- Vi tror, der er rigtigt mange, der gerne vil prøve at opleve byen, når den er tømt for biler, så den oplevelse vil vi gerne give københavnerne, fortsætter han.
- Og så er det en helt usædvanlig oplevelse at sidde ved langborde midt på gaden, hvor der normalt kører 60.000 biler. Vi holder simpelthen asfaltbal midt på H. C. Andersens Boulevard.