15 ud af 16 eller 93,75 procent.

Så mange af medlemmerne af Etisk Råd mener, at man ikke skal være organdonor, hvis man endnu ikke har registreret det.

Regeringen er uenig. Og det kan nu få betydning for mange danskere.

»Lige nu er der mange, der ikke får opfyldt sit ønske om at være organdonor,« siger Christoffer Aagaard Melson, der er sundhedsordfører for Venstre – »Danmarks liberale parti«, i dagens afsnit af »Pilestræde«.

Regeringen og Venstre vil vende reglerne for organdonation om, så vi fremover automatisk er organdonorer, når vi fylder 18 år. På den måde skal det ikke længere være et aktivt tilvalg at donere sine organer, men et aktivt fravalg.

Men den holdning er Etisk Råd, med undtagelse af ét medlem, altså ikke enige i. De mener, at man skal fortsætte med den nuværende model, hvor den enkelte aktivt skal vælge organdonation til.

Det stemmer nemlig »bedst overens med principperne om respekt for det enkelte menneske, dette menneskes integritet og selvbestemmelse, som også er bærende principper i sundhedsloven «, forklarer de.

»Det er jeg uenig i, og jeg kan godt prøve at forklare hvorfor,« lyder det i »Pilestræde« fra Christoffer Aagaard Melson, der selv er organdonor.

Danskernes virkelige vilje

Sundhedsordføreren har »to centrale grunde« til, at han vil ændre reglerne for organdonation. Han fremhæver for det første, at han ønsker, at flere personer, der har brug for organer, overlever.

»Der er de sidste år flere der er døde på venteliste end tidligere. Det synes jeg, at vi skal gøre hvad vi kan for at gøre bedre,« siger han og fortsætter:

»Og jeg tror på – ud fra den forskning jeg har læst – at det vil gøre en positiv forskel alt andet lige, hvis vi ændrer det her.«

For det andet mener han, at loven i dag går lodret imod de fleste danskeres vilje. 

»Hvis du ikke får taget stilling, så risikerer du, at vi som stat – mod din vilje – forhindrer dig i at donere et organ. Hvis du egentlig gerne vil donere, men du har ikke fået det registreret endnu.«

Christoffer Aagaard Melson peger på en undersøgelse, der viser, at 84 procent gerne vil donere organer, men kun 28 procent har registreret deres ønske om at blive donor.

Er det liberalt, at staten har råderet over en hjernedød borgers organer med mindre borgeren tidligere i sit liv aktivt har fravalgt at være donor. Er det simpelthen det mest liberale, du kan se for dig?

»Det er jo ikke … Nej. Når man skal tage en beslutning, og der er en stat, der skal forholde sig til det og have et udgangspunkt som enten er det ene eller det andet, så er man inde og tage et valg på vegne af folk. Men det gør man jo, hvad enten de har et udgangspunkt om, at de gerne ikke vil donere, eller de har et udgangspunkt om, at de ikke vil donere.«

»Og når så vi kan se, at over 80 procent gerne vil donere, så synes jeg, at det er et underligt udgangspunkt at sige: ' Hvis du ikke har taget stilling, så tror vi ikke, at du vil donere', når vi ved, at når folk bliver spurgt er det meget meget få, der har den holdning.«

Hør hele interviewet med Christoffer Aagaard Melson i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.