Danmarks krav i Arktis går helt til Ruslands søgrænse

Mandag afleverer Danmark på Rigsfællesskabets vegne sit krav på rettighederne til havbunden nord for Grønland og lægger op til en enorm udvidelse af Rigsfællesskabets område.

Udsendte danske ekspeditioner har i 2007, 2009 og 2012 indsamlet videnskabelige data og prøver fra havbunden i Polarhavet. Her baner den brølstærke russiske atomisbryder "50 Let Pobedy" ("50 år Efter Sejren") vejen for et dansk-svensk hold eksperter om bord på den svenske isbryder "Oden" (svensk for "Odin") i 2007 - nu kan danske krav på grunden langt under isen føre til konflikt med russerne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark vil have retten til at udnytte havbunden hele vejen fra Grønlands nordlige kyst mod Polarhavet, under Nordpolen og frem til Ruslands 200-sømilegrænse på den modsatte side af Polarhavet.

Sådan lyder kravet i den såkaldte »submission«, som Danmark mandag afleverer til den videnskabelige kommission under FNs Havretskommissionen, som i løbet af de kommende måske 15 år skal tage stilling til det danske krav. »En historisk milepæl,« siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om det danske krav.

Kravet om rettighederne til det enorme område på 895.000 kvadratkilometer havbund bygger på opmålinger af havbunden nord for Grønland på tre ekspeditioner i 2007, 2009 og 2012. Samlet har Danmark investeret omkring 330 millioner kroner i indsamling og analyser af data fra havbunden, hvor resultatet altså er, at Grønlands undergrund hænger sådan sammen med den undersøiske hævning, Lomonosovryggen, der strækker sig gennem Polarhavet til Rusland, at Rigsfællesskabet kan argumentere videnskabeligt for det danske krav.

»Nu kommer vi med vores krav, men selvfølgelig kommer de andre lande med deres krav også, og da vi ved, at der vil være overlappende krav, er det usandsynligt, at Danmark vil kunne sætte sig på hundrede procent af de overlappende områder. Men det er min klare forventning, at med de solide videnskabelige data vil vi kunne få en god del af det,« siger Martin Lidegaard.

Havbunden under Polarhavet er, så vidt sparsomme undersøgelser har vist, ikke fyldt med hverken olie eller gas. Faktisk er der ikke fundet spor af nogen af delene. Fisk er der heller ikke noget af, og selv om der måtte opstå fiskerimuligheder i fremtiden, er fiskeri slet ikke omfattet af rettighederne til havbunden. Så hvad vil Rigsfællesskabet og andre arktiske nationer med havbunden?

Danmark større i verden

Ifølge Martin Lidegaard kan man ikke udelukke, at fremtiden kan afsløre ressourcer på havbunden, hvor store områder ikke er blevet undersøgt.

»Men under alle omstændigheder vil det at blive et større område gøre Rigsfællesskabet og Danmark større i verden og ikke mindst gøre vores stemme i forvaltningen af og diskussionerne, for eksempel i Arktisk Råd, om disse områder højere.«

Ifølge kontreadmiral Nils Wang, der både som tidligere chef for Søværnet og nu for Forsvarsakademiet har beskæftiget sig indgående med Arktis, er det utænkeligt, at nationerne med kystlinjer til Polarhavet ikke skulle gøre krav på rettigheder til havbunden.

»Det er statslogik, at der ikke er nogen nationer, der undlader at gøre krav gældende på territorier, uanset i hvilken form det har, hvis de kan. Det ligger i hele DNAet i enhver nation,« siger han.

»Ingen forestiller sig, at man før langt ude i fremtiden kan bruge den ret, man får til de ressourcer, der måske er på havbunden i 4.000-5.000 meters havdybde eller under havbunden i et hav med meget kraftig polar­is, der tonser rundt. Naturen gør området utroligt svært at udnytte, så der er relativt lidt at slås om her og nu,« siger Nils Wang.

Vandrehistorien om whiskyen

Centerleder Kristian Søby Kristensen på Center for Militære Studier er enig med Nils Wang i, at stater forsøger at udvide deres territorium, når mulighed gives. Dertil kommer for Danmarks vedkommende historien om det olierige ekkofiskfelt i Nordsøen, som daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S) ifølge en nærmest udødelig skrøne lod Norge løbe med på grund af indtagelse af for meget whisky.

»Selv om det tyder på, at Per Hækkerup førte de forhandlinger på en sober måde, så er der en vandrehistorie om whiskyen, der gjorde, at nordmændene fik mere, end de skulle have haft. Så jeg tror, man ønsker at vise rettidig omhu og vil undgå, at nogen i fremtiden kan stille spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tog det her alvorligt,« siger Kristian Søby Kristensen.

Dertil kommer, at Danmark som del af Rigsfællesskabet skylder Grønland at gøre, hvad der er muligt for at sikre Grønlands rettigheder.

Når – og hvis – det lykkes at udvide Rigsfællesskabets rettigheder til havbunden, må nationerne forberede sig på at bruge flere kræfter på at overvåge det område, de ender med at få rettighederne til. Mens fremtidige indtægter fra havbunden i bedste fald er særdeles usikre, er stigende udgifter derfor mere sandsynlige.

»I det sidste forsvarsforlig øgede vi jo beløbet til Arktis, og det må vi indstille os på at fortsætte med, uanset hvordan det går med denne submission. For der bliver mere transport i Arktis og dermed større behov for et beredskab. Jeg tør ikke sætte beløb på, men udviklingen vil fortsætte,« siger udenrigs­minister Martin Lidegaard.

Kontreadmiral Nils Wang påpeger, at med rettighederne til havbunden følger også retten til at sige nej til at udnytte eventuelle ressourcer på havbunden, som måtte blive tilgængelige engang i fremtiden.

»I det her område drejer det sig jo om retten til at regulere aktiviteterne området. Det eller de lande, der får retten til området, kan jo også vælge at bruge den til at sige, at vi vil sørme ikke risikere, at nogen går ud og begynder at lave ting, der kan true eller være ødelæggende for miljøet i et område, hvor det er så farligt,« siger Nils Wang.

Naboskab med mislyde

Landene omkring Polarhavet underskrev på daværende udenrigsminister Per Stig Møllers (K) initiativ i 2008 Ilulissat-aftalen, som fastslår, at udviklingen i Arktis skal ske med fredelige midler. Og sideløbende har Danmark og Canada samarbejdet fredeligt. Men helt problemfrit er forholdet til Canada ikke. Canadas konservative premierminister, Stephen Harper, løb i 2013 i sidste øjeblik, før Canada skulle indgive sine krav på Polar­havets bund, fra en aftale med Danmark, som fastlagde en midterlinje vest for Grønland, og som ville dele havet ligeligt. Nu vil Canada alligevel gøre krav på Nordpolen. Premierminister Stephen Harper har politisk lagt stor vægt på Canadas interesser i Arktis, og 2015 er valgår i Canada.

Hidtil har de arktiske nationer, inklusive Rusland, respekteret de diplomatiske spilleregler.

»Ilulissat-aftalen er en fantastisk aftale, som vi skal holde fast i. Det betyder, at processen bliver lang, men det har vi tid til. Der er altid sikkerhedspolitik med, når man drager grænser, men jeg er glad for, at det er en skrivebordsøvelse og ikke en militærøvelse, der er i gang. Det borger for et langtidsholdbart resultat, og indtil landene måtte gøre noget andet, forbeholder jeg mig retten til at tro på en fredelig proces,« siger udenrigs­minister Martin Lidegaard.

Men blandt iagttagere stiger bekymringen for, hvorledes Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil reagere, når Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser vurderer Ruslands krav på Polarhavet.

Landenes krav bliver vurderet i den rækkefølge, de er indgivet, og Ruslands krav blev indgivet tidligt. Kommissionens anbefalinger om de russiske krav kan ventes om få år, og det er absolut tænkeligt, at Rusland vil få kommissionens ord for, at Rusland kan gøre krav på Nordpolen. Samme besked kan Rigsfællesskabet og Canada til sin tid få, hvorefter landene ifølge spillereglerne skal forhandle om delingen af området.

Den store symbolværdi

»Nordpolen har stor symbolværdi, og hvem vil ikke gerne være det land, der har Nordpolen? Så der er risiko for, at der går symbolpolitik i Nordpolen, både i Danmark, Canada og Rusland,« vurderer centerleder Kristian Søby Kristensen, Center for Militære Studier.

»Det vil være en rigtigt god nyhed for Putin at kunne annoncere måske allerede næste år, at Kommissionen har anerkendt Ruslands krav på Nordpolen – og så glemme tilføjelsen om, at vi lige skal forhandle med Danmark. Et fuldt ud realistisk scenarie er, at Danmark i lang tid vil befinde sig i en territorial uenighed med Rusland,« siger han.

Den vurdering deles af kontreadmiral Nils Wang:

»Der kan i kølvandet på det her sagtens opstå en strategisk kommunikationsfejde mellem Rusland og Danmark,« siger han.

Kristian Søby Kristensen forudser, at forhandlinger med Rusland kan blive vanskelige, hvis Kontinentalsokkelkommissionen anerkender, at både Danmark og Rusland har argumenter for at stille krav om retten til de samme områder.

»Rigsfællesskabets første udfordring vil blive en bilateral forhandling med russerne. Den forhandling kan falde mere eller mindre konfrontatorisk ud. Der er et stykke tid til, inden det går i gang, men man kan ikke afvise, at det generelle forhold mellem Vesten og Rusland vil få betydning. Man kan heller ikke afvise, at Rusland vil markere, for eksempel med militære øvelser, at de opfatter området i Polarhavet som deres,« siger han.

Danmarks »submission«, der i form af dokumenter fylder flere flyttekasser, afleveres til FN i New York mandag eftermiddag.