Danmark vil bevare bopælspligten

En dom går Danmark imod i EU, men der er politisk vilje til nye regler, så bopælspligten i dansk landbrug kan bevares. Ellers kan landbrug blive fritidshuse.

En dom i EU kan åbne for, at udlændinge - ikke mindst tyskere - overtager billige, danske landbrugsejendomme langs den jyske vestkyst og gøre dem til attraktive fritidsboliger.

Dermed kan udlændinge måske omgå den i forvejen omstridte sommerhusregel, som Danmark fastholder, og som forbyder tyskere at købe fritidsboliger i Danmark.

Med det scenarium er der i landbrugserhvervet og hos et flertal i Folketinget stor iver for, at de danske regler skal ændres, så de ikke strider mod EU's traktater, men stadig fastholder bopælspligten.

Uden bopælspligt kan landbruget blive domineret af kapitalinteresser langt uden for landbruget, og landområderne kan blive affolket.

/ritzau/