Danmark varetægtsfængsler i stor stil

Danmark skiller sig ud i en ny rapport fra Europarådet, der har undersøgt medlemslandenes brug af varetægtsfængsling. Arkivfoto. Free/David Ademas
Læs mere
Fold sammen

En bemærkelsesværdig stor del af de indsatte i danske fængsler har endnu ikke fået deres sag for retten.

Det fremgår af en ny rapport fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur (CPT), som zoomer ind på medlemslandenes brug af varetægtsfængsling.

I rapporten kan man læse, at ikke mindre end 36,3 procent af de indsatte i danske fængsler er varetægtsfængslet.

Det vil sige, at en dommer har vurderet, at mistanken er tilstrækkelig til at spærre dem inde, men at en egentlig retssag lader vente på sig.

Til sammenligning ligger både Norge og Sverige meget tæt på det samlede gennemsnit på 25,4 procent. Andre vesteuropæiske lande, herunder Storbritannien og Tyskland, ligger langt lavere.