Danmark var vaccineudrulningens duksedreng: Nu er mange andre lande længere foran

Danmark var skoleeksemplet i vaccineudrulningen. Men nu ligger vi i bunden sammenlignet med mange andre europæiske lande.

 
Danskerne er i fuld gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I januar var Danmark i top-3 over de lande, der var allerlængst fremme i skoene, hvad angår udrulningen af vacciner.

I begyndelsen af året var kun Israel og Spanien længere fremme.

Men siden er glansen gået af Danmark, for land efter land har overhalet os i det procentvise tal for, hvor mange der er påbegyndt vaccination.

I Danmark er tallet 27,1 pr. 12. maj, men både Tyskland, Finland, Holland, Østrig, Belgien, Ungarn, Italien, Frankrig og mange andre lande er længere fremme end Danmark.

Faktisk ligger Danmark under EU-gennemsnittet for vaccinationer, og som om det ikke er nok, ligger vi faktisk blandt de ti lande med mindst andel af vaccinerede i EU.

De danske sundhedsmyndigheder har valgt at lægge et seksugers interval mellem første og andet stik med vaccinerne. Fordoblede man det interval – som flere andre lande har valgt at gøre – ville tallene for vaccinationerne se pænere ud.

Danmark sakker bagud i vaccinationsindsatsen blandt landene i Europa. Mens Danmark førhen var skoleeksemplet, ligger vi nu i bunden af listen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Faktisk viser forskning bragt i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet, at et interval på tre måneder ville være bedre end seks uger, i hvert fald for vaccinen fra AstraZeneca.

AstraZeneca behøver vi dog ikke at bekymre os synderligt over længere, for 14. april blev vaccinen droppet i Danmark.

Danmark var det første land, der satte AstraZeneca på pause og skrottede vaccinen fra Johnson & Johnson, og det har haft indflydelse på de tilgængelige vacciner og i sidste ende også på vaccinationsindsatsen.

Flere andre lande har mindre restriktive indsatser over for AstraZeneca end Danmark, som valgte at tage vaccinen ud af vaccinationsprogrammet på grund af risiko for blodpropper.

Finland har suspenderet brugen af vaccinen til personer under 65 år, Estland har gjort det samme, men til personer under 60 år.

Frankrig tilbyder kun vaccinen til personer over 55 år, der har fået første stik med vaccinen.

Letland og Litauen tilbyder vaccinen til alle, mens Norge ligesom Danmark har valgt at tage vaccinen ud af vaccinationsprogrammet.