Danmark vandt åbningskamp

Rådhuspladsen i København er den næste uge ramme om VM i fodbold for hjemløse. I åbningskampen mellem Danmark og Irland vandt hjemmeholdet med 6-4.

En broget skare af fodboldspillere fra 48 nationer og deres tilhængere har indtaget centrum af København. Det er ikke helt almindelige fodboldspillere, men hjemløse, der kæmper om verdensmesterskabet i fodbold for hjemløse.

Verdensmesterskabet finder sted på Rådhuspladsen i København, der i den kommende uge fungerer som en sportsarena med flere end 300 fodboldkampe på programmet.

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) og Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EL), er enige om, at ud over at sætte fokus på hjemløse, så kan et sportsarrangement som dette blive begyndelsen på en bedre tilværelse.

- Det giver dem noget selvtillid og noget selvværd, siger Eva Kjer Hansen.

/ritzau/