Danmark tilbyder sin hjælp

Miljøskibet »Gunnar Seidenfaden« er klar til hurtig afgang, hvis Spanien beder om assistance.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Miljøskibet »Gunnar Seidenfaden« er klar til omgående afgang fra kajen på Fladestation Korsør, hvis Spanien beder om assistance til at bekæmpe olieforureningen i Atlanterhavet ud for den spanske kyst.

Søværnets Operative Kommando svarede fredag ja til en forespørgsel via EU om mulighederne for at yde assistance. Vagthavende officer i Søværnets Operative Kommando, kaptajnløjtnant Peter Breinbjerg, havde i aftes ikke modtaget nogen tilbagemelding på tilbudet, men den 16 mand store besætning på »Gunnar Seidenfaden« er ifølge chefen, orlogskaptajn Hans Henrik Nielsen, klar til at sejle med meget kort varsel.

»Vi er normalt klar til at sejle med 16 timers varsel. Hvis vi får ordre til at sejle mod Spanien, mangler vi blot at tage noget ekstra udstyr ud fra lagrene, og fylde fuelolie og ekstra proviant på skibet,« siger Hans Henrik Nielsen.

Mandskabet er allerede varskoet om, at de kan blive sendt afsted på et togt, der vil bringe skibet længere væk end et dansk miljøskib nogensinde tidligere har sejlet.

»Gunnar Seidenfaden« kan medbringe brændstof og forsyninger til 25 dage i søen. Turen til Spanien vil tage cirka fem dage, hvis der skydes genvej gennem Kielerkanalen.

»Gunnar Seidenfaden« og dets søsterskib, »Gunnar Thorson«, der har base på Holmen ved København, er bygget i 1981 i Frederikshavn. Deres hovedopgave er at kunne inddæmme og opsamle olie fra havoverfladen til tanke ombord eller til flydende containere. Desuden kan de fungere som kommunikationscenter ved større bekæmpelsesaktioner. Skibene er 56 meter lange, og har et deplacement på 1.660 tons.