Danmark taber kampe med Kina i FNs Menneskerettighedsråd

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til dagens første kop ved kaffeautomaten.

 

Godmorgen og velkommen til ugens sidste arbejdsdag.

Dagen er nu tiltaget med to timer og 36 minutter, og i dette nyhedsoverblik ser vi blandt andet på, hvordan USAs udtræden af FNs Menneskerettighedsråd har fået Kina til at gøre sin indflydelse gældende. Vi ser også på, hvordan femårsdagen for angrebet på Krudttønden i dag vil blive markeret.

Men vi lægger ud med Berlingskes dækning af kritikken mod ledelsen af det nyetablerede Nationalt Genom Center (NGC), som skal varetage indsamlingen af 60.000 genetiske analyser af danske patienter.

Direktør ramt af nepotismeanklager

Centrets direktør, Bettina Lundgren, bliver beskyldt for nepotisme ved at favorisere sin egen ægtefælle, en professor på Rigshospitalet, som er blevet valgt til at være med til at finde de patientgrupper, som skal indgå i projektet. Kritikken bygger på Berlingskes aktindsigt i et brev, som faglige eksperter anonymt har sendt til Sundhedsministeriet, som det nye centret hører under.

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen kræver som følge af kritikken en redegørelse fra sundhedsministeren om, hvor lang tid det store genom-projekt vil blive forsinket.

Brevet har tillige fået bestyrelsen bag centret, hvis formand er departementschef i sundhedsministeriet, Per Okkels, til at beslutte, at processen for udvælgelse af patientgrupper skal gå om.

Fem år efter skuddene faldt, er de overlevende stadig mærket

På denne dag er det femårsdagen for skudattentaterne på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade.

Berlingske har talt med de overlevende fra angrebet, der stadig præger hverdagen for mange af dem, der den gang måtte krybe i skjul for kuglerne.

Det er i dag femårsdagen for angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Jette Plesner overlevede Krudttønden, og er i dag med til at markere dagen sammen med andre overlevere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Det er selvfølgelig smertefuldt for mig at mindes angrebet på Krudttønden, men det er endnu mere smerteligt at vide, at der konstant sker nye terrorangreb. Det er mere smerteligt at møde pårørende til ofre for nye terrorangreb,« siger den polske aktivist Agnieszka Kolek, der var blandt tilhørerne og talerne i Krudttønden på den skæbnesvangre dag.

Journalisten og forfatteren Jakob Sheikh skriver i fredagens kronik i Berlingske, at mange af de strukturer, der var med til at skabe en terrorist som Omar el-Hussein stadig trives »foruroligende godt« fem år efter attentatet. Han beskriver, hvordan kommuner, SSP-medarbejdere og imamer alle har påpeget, at der er brug for en større indsats over for de unge der risikerer at blive radikaliserede.

En del af ansvaret hviler imidlertid også på det muslimske foreningsmiljø, skriver Jakob Sheikh i kronikken.

Jakob Sheikh beskriver i dagens kronik i Berlingske flere grunde til, at Danmark atter kan risikere terrorangreb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Duvali DAVALI PHILIP.

»Kommunal topskat« er en vækstdræber

Regeringen vil skære i den såkaldte rabat, som de mest velhavende kommuner får i det samlede puslespil om milliarder af udligningskroner, samtidig med at regeringen ønsker at indføre en grænse for, hvornår rabatten udløses. Det fremgår af de papirer, der i øjeblikket er på bordet i forhandlingerne om kommunernes udligningsordning. Det skriver Berlingske.

Rudersdal Kommunes Venstre-borgmester, Jens Ive, er blandt kritikerne af forslaget, og kalder det en »kæmpe vækstdræber«.

»Det gør det jo totalt uinteressant at udvikle sin kommune, når den marginale beskatning rammer 95 pct. Vi ved, at når man går så langt op, så bremser man jo totalt incitamentet til at udvikle og forny kommunen, for man bliver nærmest straffet for at gøre en indsats,« siger Jens Ive til Berlingske.

Vesten taber terræn i opgør om menneskeret

Danmark har fået kamp til stregen i sit første år som medlem af FNs Menneskerettighedsråd, skriver Jyllands-Posten.

En opgørelse over de resolutioner, der var til afstemning i det forgangne år, viser, at Danmark var på vinderholdet 18 gange, men blev nedstemt 17 gange af blandt andre Kina.

Det er særligt på menneskerettighedsområdet, at Kina sørger for at gøre sig gældende med en »alternativ« fortælling om rettighederne, og den bestræbelse blev hjulpet, da den amerikanske præsident Donald Trump trak USA ud af Menneskerettighedsrådet.

Tomrummet som den handling efterlod har Kina forstået at udfylde, skriver Jyllands-Posten.

Det sker i dag:

Femårsdagen for angrebet på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade markeres med et fredsoptog klokken 11.00 fra Trianglen til Krudttønden. Klokken 15.00 afholder Finn Nørgaard Foreningen konference i Landstingssalen, hvor den uddeler en pris og en række arbejdslegater på årsdagen for Finn Nørgaards død. Han blev dræbt under angrebet på Kulturhuset Krudttønden i 2015, hvor også Dan Uzan mistede livet om aftenen ved synagogen i København.

Det danske kokkelandshold deltager, når OL for kokkelandshold i dag begynder i den tyske by Stuttgart. Mesterskabet varer frem til 19. februar.

Klokken 10.00 afsiger retten i Odense dom i en sag, hvor to mænd er tiltalt for at have indsamlet over fire millioner kroner i en falsk indsamling.

Dagens tal: 12

På denne dag i 1779 blev den britiske opdagelsesrejsende James Cook dræbt af indfødte på Hawaii. Han havde brugt 12 år på at udforske Stillehavet og var en væsentlig årsag til at Australien blev en britisk koloni.