Danmark skal sende mere strøm til Tyskland

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har indgået en aftale med sin tyske kollega om handel med strøm mellem Tyskland og Jylland. Det vil gavne de danske og nordiske elproducenter, siger ministeren. Arkivfoto. Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen
Læs mere
Fold sammen

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har indgået en aftale med det tyske Økonomi- og Energiministerium om, at der skal stilles et minimumsniveau af kapacitet til rådighed for handel med strøm mellem Jylland og Tyskland.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Handlen med strøm fra Jylland til Tyskland har været begrænset de seneste år, fordi det tyske elnet har en række begrænsninger, også kaldet flaskehalse.

»Det er en rigtig god aftale for Danmark og de nordiske elproducenter, som gradvist vil kunne eksportere mere strøm til Tyskland i perioder, hvor de kan producere strøm billigere end deres tyske kolleger,« siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

/ritzau/