Danmark rammes fredag af sjældent astronomisk fænomen

Foto: IRIS

En særlig begivenhed finder sted på himlen fredag aften. Månen glider nemlig ind i Jordens skyggeside og en måneformørkelse vil komme til syne over Danmark.

Når Månen står op fredag aften, er den indhyllet i røde farver. Sådan er det ofte, når den står lavt på himlen.

Men det vil være et særligt syn, der møder danskerne fredag. Det er ikke en rød ildkugle, der vil blive Jordens undergang - det er bare en helt særlig måneformørkelse. Det skriver Astronomibladet.

Når Månen står op over horisonten, vil måneformørkelsen allerede være i gang. Så jo længere op Månen glider på himlen, jo mere rød vil den blive, fordi Jorden skygger for Solens stråler.

Og Månen er stor på himlen disse dage, fordi dens bane i øjeblikket ligger tæt på Jorden. Måneformørkelsen er på sit højeste klokken 20.54, og Månen vil komme til syne i øst allerede lidt før klokken 20.

Så i næsten en time vil man kunne se en skygge glide ind foran den ellers hvide kugle på himlen, hvorefter skyggen vil glide af igen. Hele seancen vil være slut lidt før klokken 23.

Hvis du finder en almindelig kikkert frem, finder et godt sted med udsigt mod øst og ellers retter blikket mod horisonten, så burde det være et særsyn.

Det er også ret let at få et godt billede af Månen i den røde farve. Et stativ, så kameraet holdes stille, og en god zoom, så kan farverne på himlen måske endda stå endnu klarere frem.