Danmark har svækket plan for Østersø-arter

Danske myndigheder har bevidst modarbejdet en plan for truede arter i Østersøen, fordi den "ikke er smart". Miljøorganisationer raser over den danske kurs.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København: Danmark har bevidst arbejdet på at svække ordlyden i en fælles plan blandt Østersø-landene, der skulle beskytte 69 truede arter af havpattedyr, fisk, fugle, vandplanter og bunddyr.

Af den oprindelige plan fremgik det, at de ni lande ved Østersøen - Danmark, Tyskland, Polen, Sverige, Finland, Rusland og de tre baltiske lande - var "forpligtede til" at udarbejde individuelle handlingsplaner for at sikre de 69 arter.

Men efter Danmarks indblanding endte ordlyden i stedet på, at landene "kan overveje" at lave de individuelle planer.

Det danske aftryk har fået flere miljøorganisationer helt op i det røde felt - heriblandt Verdensnaturfonden og den internationale interesseorganisation Oceana.

- Det er yderst farligt for fremtiden for de baltiske økosystemer. Det er uacceptabelt, at en enkelt ikke-miljøbevidst regering er i stand til at forårsage varige skader langt ud over sine egne farvande, siger Oceanas europæiske direktør, Lasse Gustavsson, i en pressemeddelelse.

I Naturstyrelsen, der varetager de danske havmiljø-forhandlinger, lægger kontorchef Helle Pilsgaard ikke skjul på, at det er Danmark, der står bag den afgørende rettelse i planens ordlyd.

- Vi har arbejdet for at få blødt teksten op, fordi vi ikke mener, at det er en smart måde at gøre det på. Man lægger op til, at man skal lave en plan for hver af de truede arter, og det er meget bureaukratisk, siger hun og fortsætter:

- Vores metode er i stedet at udpege områder, hvor man kan beskytte mange arter på samme tid i stedet for at bruge kræfter på at udarbejde 69 individuelle planer.

- Vil det sige, at når der nu står i teksten, at landene "kan overveje" at udarbejde individuelle handlingsplaner, så har Danmark ikke tænkt sig at gøre det?

- Nej, for vi gør det jo på en anden måde. Vi har udpeget 11.000 kvadratkilometer beskyttede områder i Østersøen, så vi synes egentlig, at vi har en god indsats allerede, siger Helle Pilsgaard.

Blandt de 69 truede arter, som planen skulle sikre individuel beskyttelse, er den europæiske ål, marsvinet og edderfuglen.

/ritzau/