Danmark har et kerneproblem

En hel fodboldbane fyldt med radioaktivt affald i over en meters højde. Så meget fylder det danske atomaffald, der nu skal deponeres et sted i kongeriget.

»Derinde er ikke sjovt. Vi kan ikke gå ind, før vi har bragt strålingsniveauet kraftigt ned,« siger projektingeniør Morten Ibsen foran en af Risøs såkaldte hot cells. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Folketinget i 1985 besluttede, at vi i Danmark ikke vil have kommerciel udnyttelse af atomkraft, så står vi nu, paradoksalt nok, med et atomaffaldsproblem.

Over 5.000 kubikmeter mellem- og lavradioaktivt affald fra tre nu nedlagte forsøgsreaktorer på forskningscenter Risø ved Roskilde Fjord samt – muligvis – næsten et kvart ton højradioaktivt af slagsen skal nemlig deponeres et sted her i landet.

Om en måneds tid ved vi meget mere om, hvilken dansk kommune der kan komme til at lægge arealer til den kommende atomlosseplads. Omkring 1. maj offentliggøres nemlig en rapport, der ventes at pege på fem-seks lokaliteter, som eksperter fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) ud fra geologiske vurderinger anser som særligt velegnede til at huse det såkaldte slutdepot i mindst 300 år fremover.

Depotet skal kunne leve op til en lang række krav for at sikre, at de radioaktive og dermed potentielt sundhedsskadelige stoffer i affaldet bliver isoleret fra mennesker og miljø i mange hundrede år.

I en to år gammel redegørelse om det politiske beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot hedder det således: »Et slutdepot skal udformes, så stråling ikke udgør en risiko mod den biologiske mangfoldighed.« Og videre: »Radioaktivt affald skal håndteres således, at forudsigelige sundhedseffekter på fremtidige generationer ikke bliver større end tilsvarende niveauer af effekter, der er acceptable i dag. Ligeledes skal det sikres, at radioaktivt affald håndteres således, at der ikke pålægges fremtidige generationer urimelige byrder.«

Risikabel transportopgave

Selv om den utvivlsomt passionerede diskussion om placeringen af den kommende danske atomlosseplads begynder nu, vil der gå adskillige år, før slutdepotet vil være en realitet. Først i 2018 ventes det statslige selskab Dansk Dekommissionering, der varetager nedtagningen af de atomare anlæg på Risø – bl.a. med anvendelse af fjernbetjente robot­arme – at have pillet samtlige reaktorer på Risø fra hinanden og forseglet affaldet i containere og lignende.

Først derefter kan de godt 5.000 kubikmeter atomaffald – svarende til en hel fodboldbane fyldt med affald i over en meters højde – transporteres i sin helhed til permanent opbevaring. Det er en opgave, der i sig selv vurderes som så risikabel, at Statens Institut for Strålebeskyttelse sideløbende er blevet bedt om at udfærdige en rapport om de mest forsvarlige transportformer fra Risø til det kommende depot.

Ifølge direktøren for Dansk Dekommissionering, Ole Kastbjerg Nielsen, er der fastsat en grænseværdi for Risø-arbejdernes strålingsniveau på 20 såkaldte mSv (millisievert) om året. Til sammenligning har den japanske regering følt sig nødsaget til at hæve grænseværdien for de teknikere, der er involveret i nedkølingen og stabiliseringen af det nedsmeltningstruede Fukushima Daiichi-atomkraftværk, til hele 250 mSv.

233 kilo bestrålede brændselsstave

Direktøren kan ikke udelukke, at det i sidste ende besluttes at deponere atomaffaldet på selve Risø. »Men Risø ligger lavt og nær havets overflade, så fremtidens klimaændringer med stigende vandstand kan gøre en placering her uhensigtsmæssig,« understreger han. Per Hedemann Jensen, der er helsefysiker hos Dansk Dekommissionering, henleder især opmærksomheden på de 233 kilo bestrålede brændselsstave fra Risøs reaktorer.

»Det er et definitionsspørgsmål, om man kalder brændselsstavene for høj- eller mellemradioaktive. Men den ret beskedne mængde og så det forhold, at de ikke længere udstråler varme, gør, at man godt kan betegne dem som mellemradioaktive,« siger han.

Problemet med stavene er først og fremmest, at de indeholder ganske store mængder langlivede radioaktive isotoper, bl.a. strontium-90 og cæsium-137, med en radioaktiv halveringstid på henholdsvis 28 og 30 år. Det indebærer, at der kan gå flere tusind år, før de ikke længere udgør en sundhedsfare ved direkte eksponering til miljøet.

Folketinget har tidligere diskuteret muligheden for at eksportere brændselsstavene til et udenlandsk depot – imod et større millionbeløb. Problemet er bare, at internationale regler på området tilsiger, at atombrændsel bør opbevares i det land, hvor det er skabt.

Per Hedemann Jensen understreger imidlertid, at det danske atomaffaldsproblem er »forsvindende lille« i forhold til de affaldsmængder, man skal håndtere i f.eks. kernekraftlandet Sverige.

Alene de to reaktorer på det nu nedlagte atomkraftværk Barsebäck over for København har genereret højradioaktivt affald i mængder, der ligger mange tusind gange over mængden fra Risø.

En saglig debat om atomkraft

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) mener da også, at den kommende debat om placeringen af et dansk atomdepot vil blive præget af saglighed. »Jeg er sikker på, at vi kan have en debat på et sagligt oplyst grundlag. Det er jo derfor, at vi har nedsat en arbejdsgruppe. Man skal huske, at vi i Danmark ikke har a-kraft, og at vores affaldsproblemer derfor er meget, meget mindre end i andre lande.«

Det atomare slutdepot ventes at koste mellem 180 og 500 mio. kr. at etablere. Dertil kommer udgifter på over én mia. kr. til nedtagning og forsegling af Risøs kernekraftfaciliteter.