Danmark har brugt 87 millioner på at sende asylansøgere hjem

Den danske stat har brugt mere end 87 mio. kr. på at hjemsende afviste asylansøgere siden 2011. Sidste år kostede hver succesfulde hjemsendelse i gennemsnit 36.000 kroner. Stor millionregning venter forude.

Foto: Bax Lindhardt. ARKIVFOTO fra asylcenter i Sandholmlejren (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Det har kostet den danske stat mere end 87 mio. kr. at sende afviste asylansøgere hjem de seneste seks år. Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.

Sidste år brugte politiet næsten 18 mio. kr. på at sende 490 afviste asylansøgere ud af Danmark. Dermed har det i gennemsnit kostet mere end 36.000 skattekroner, hver gang én afvist asylansøger er blevet sendt ud af landet. Ifølge chef for Rigspolitiets Nationale Udlændingecenters (NUC), Per Fiig, er det beløb dog meget forskelligt fra gang til gang. Det kommer an på, hvordan den udviste asylansøger forlader Danmark.

»Omkostningerne vil være meget forskellige alt afhængig af, om det drejer sig om udlændinge, der udrejser selv, eller der er tale om en påset eller tvangsmæssig udsendelse, herunder om udsendelsen skal foregå med kommercielt eller chartret fly, udsendelsesdestinationen, antallet af eventuelt ledsagende polititjenestemænd med videre,« oplyser Per Fiig i et skriftligt svar til Berlingske

Han fortsætter:

»Hertil vil der i forbindelse med nogle udsendelser kunne være udgifter forbundet med udbetaling af rejsepenge til udlændinge i medfør af udlændingeloven, udgifter til deltagende læger og tolke samt udgifter forbundet med udlændingens overnatninger og forplejning de første dage efter hjemkomst.«

Som tallene viser, er der sket mere end en tredobling i udgifterne til hjemsendelse af afviste asylansøgere fra 2011 til 2013. I 2011 blev der brugt mindre end 5,1 mio. kr. på at sende afviste asylansøgere ud af Danmark, mens udgifterne i 2013 beløb sig til 18,3 mio. kr. I 2013 blev rekordmange afviste asylansøgere dog også sendt ud af Danmark.

Foruden de 490 succesfulde hjemsendelser i 2016, har der været 215 forsøg, der er endt med at være blevet aflyst. Den samme person kan godt være skyld i flere aflyste forsøg, oplyser NUC i aktindsigten til Berlingske.

Millionregning venter forude

Politiet oplyser i øvrigt, at der pr. 14. marts 2017 sad mere end 1000 afviste asylansøgere, der ventede på at blive sendt hjem fra Danmark. Konkret drejer det sig om 1047 personer, hvoraf cirka hver femte har iransk nationalitet. De næststørste grupper er afghanere og statsløse.

Hvis prisniveauet for 2016 fastholdes, vil det koste den danske stat 38,3 mio. kroner at sende disse personer hjem. Per Fiig understreger imidlertid, at udgifterne varierer betydeligt afhængig af, hvilken form for udsendelse, der anvendes.

»Penge vi skal bruge«

Ifølge formanden for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, Martin Henriksen (DF), er de 87 mio. kr. mange penge, men pengene er nødvendige at bruge.

»Alene tanken om, at vi ikke skulle bruge penge på at tvangshjemsende afviste asylansøgere er forrykt. Det er penge, vi skal bruge. Det bliver vi nødt til. Jeg kan ikke umiddelbart få øje på, at de penge kunne være brugt andre steder inden for det offentlige,« siger Martin Henriksen.

Knap hver tredje hjemsendte asylansøger rejste selv ud af landet i 2016, mens lidt under halvdelen havde en såkaldt påset hjemsendelse, hvor politiet holder øje med, at den afviste asylansøger stiger om bord på f.eks. et fly eller et skib. De resterende 15 procent blev ledsaget af en eller flere betjente ud af Danmark. Det viser aktindsigten fra NUC.

For at politiet skal bruge færre kræfter på ledsagede hjemsendelser, ser Dansk Folkeparti gerne, at man »øger incitamentet« for afviste asylansøgere til at forlade Danmark. Det kunne f.eks. være ved at frihedsberøve dem, indtil de forlader landet, siger Martin Henriksen:

»Det er ikke en mulighed ikke at tvangshjemsende afviste asylansøgere, men hvis de havde valget mellem at være låst inde i Danmark eller bevæge sig frit rundt i et andet land, tror jeg, at der var flere, der ville rejse frivilligt.«