Danmark er EUs hesteland nummer et

Hvert år bruger europæerne milliarder af kroner på deres hestehold. I Danmark bruges der i gennemsnit 50.000 kroner pr. hest årligt.

Selv om prisen på heste ligger i den dyre ende, og selv om prisen på en ridetime på rideskole er absolut dyrest, er Danmark det land i EU, der har flest heste i forhold til indbyggertallet.

I Danmark er der 28,3 heste pr. 1000 indbyggere. Sverige er på andenpladsen med 28,1 heste. Det er langt flere end i Tyskland, der er kendt for avl af sports- og dressurheste på højt niveau.

Her er der kun 12,2 heste pr. 1000 indbyggere. I Storbritannien, som de fleste nok opfatter som et rigtigt "hesteland", er der overraskende kun 16,4 heste pr. 1000 indbyggere. Helt i bund ligger Portugal med kun 2,7 heste pr. 1000 indbyggere.

Tallene stammer fra en undersøgelse lavet af det svenske landbrugsministerium i samarbejde med de svenske hesteorganisationer til EU-konferencen Equus 2001, som blev holdt for nylig i Skara i Sverige. Undersøgelsen omtales fredag i Landsbladet.

Hestesektoren en voksende industri i hele EU. I Sverige er foder til heste med 1,8 milliarder svenske kroner (knap 1,5 milliarder kroner) den fjerdestørste indtægtskilde for svensk landbrug. Det svenske landbrugsministerium har præsenteret et forslag til en "heste-politik", der skal behandles til efteråret, skriver bladet.

Undersøgelsen viser, at det i alle EU-lande er en dyr fornøjelse at holde hest. Prisen på en middel tre-årig varmblodshest til fritidsridning varierer fra knap 8000 kr. i Grækenland til knap 58.000 kr. i Italien. Danmark er det femtedyreste land. Her koster hesten 40.000 kr. og foderet 6000 pr.år.

Prisen på foder varierer virkelig meget. I Tyskland er det dobbelt så dyrt som i Danmark, mens det i Storbritannien koster over 30.000 kr.

Det koster herhjemme 4500 kr. om året at have en hest opstaldet. Her varierer prisen mellem 910 kr. i Irland og godt 6000 kr. i Storbritannien.

Danmark er til gengæld helt i top hvad angår prisen på at lære at ride. En time på rideskole koster 220 kr. sammenlignet med 183 kr. i Storbritannien, mens den i Tyskland og Holland er helt nede på henholdsvis 84 kr. og 78 kr. i timen.

Ritzau