Danmark er baby-mekka for europæiske kvinder

Udenlandske kvinder strømmer til danske fertilitetsklinikker. Ifølge forsker er det de frie danske regler for sæddonorer og kunstig befrugtning, der får udlændinge hertil.

Udenlandske kvinder strømmer til danske fertilitetsklinikker. Ifølge forsker er det de frie danske regler for sæddonorer og kunstig befrugtning, der får udlændinge hertil. Fold sammen
Læs mere
Foto: BAX LINDHARDT

I Danmark kan kvinder blive kunstigt befrugtet, til de er 45 år gamle, også selv om de er enlige. Det har fået tusindvis af skrukke udlændinge til at opsøge danske fertilitetsklinikker, skriver metroxpress.

Antallet af svenske kvinder, der bliver behandlet for barnløshed i Danmark, er steget fra 105 i 2006 til 3.107 i 2013 ifølge Statens Serum Institut.

Oven i det kommer godt 1.500 behandlinger af tyskere og over 1.000 nordmænd og flere hundrede behandlinger af engelske og franske kvinder.

Ifølge lektor Stine Willum Adrian, der forsker i fertilitetsrejser på Aalborg Universitet, er det de frie danske regler for sæddonorer og kunstig befrugtning, der får udlændinge hertil.

»Flere danske klinikker er begyndt at henvende sig direkte til udlændinge. Hovedårsagen er, at der er meget forskellig lovgivning i landene,« siger hun til metroxpress.

I alt blev 8.663 af de 35.233 behandlinger på danske klinikker i 2014 udført på kvinder, der bor i udlandet, altså omkring hver fjerde.

Det præcise beløb, de udenlandske kvinder betaler, kendes ikke, men på offentlige klinikker er udgiften 76.413 kroner pr. nyfødt baby.

»Det er ingen tvivl om, at det her for mange kvinder er en ganske bekostelig affære, da der ofte skal mange behandlinger til. Hver gang skal de rejse til Danmark, leje hotel, købe sæd og have medicin,« siger Stine Willum Adrian til metroxpress.

BNB