Det er en topprioritet for regeringen at støtte ukrainerne i krigen mod Rusland.
Og det gør den så med millionstore våbenpakker og humanitær hjælp. Danmark har lige nu doneret i alt over fire milliarder kroner i militær støtte til Ukraine.
Men mens forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og hans forgænger, Morten Bødskov (S), gladeligt har præsenteret våbenpakkerne som de rene gaver, har ingen af dem fortalt, at staten får refunderet en stor del af pengene fra EU.
Danmark har nemlig flere gange siden krigens begyndelse doneret våben og sikkerhedsudstyr til ukrainerne og bagefter søgt refusion for våbenhjælp via EPF, Den Europæiske Fredsfacilitet.
Det skriver Politiken.
Ifølge avisens oplysninger er »et trecifret millionbeløb« kommet retur fra våbengaverne givet i krigens første uger frem til 11. marts. Det udgør over 50 procent af den beregnede værdi.
Flere penge skal være på vej retur til Danmark, men Forsvarsministeriet ønsker ikke at gå i detaljer med beløb og beregningsmetoder.
Refusionssystemet er nemlig omgærdet med stor hemmelighed, og EU-talsmand Xavier Quatresols skriver i en mail til Politiken, at »operationelle detaljer om anmodninger om refusion er hemmelige«.
Millioner i cirkulation
Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), men i en mail til avisen skriver Forsvarsministeriet:
»Det er positivt, at EU støtter militære donationer til Ukraine, og at Danmark har formået at få dele af donationerne refunderet, således at de kan bruges til eksempelvis yderligere donationer til Ukraine eller styrkelse af forsvaret«.
Allerede få dage efter Ruslands invasion af Ukraine bekræftede statsminister Mette Frederiksen (S) en donation på 2.700 panserværnsraketter.
Siden da har Danmark – angiveligt på ukrainsk opfordring – holdt oplysninger om våbendonationer tæt ind til kroppen, men som Berlingske tidligere har beskrevet, består de også af Harpoon-missiler og pansrede mandskabsvogne.
Så sent som den 21. december præsenterede Jakob Ellemann-Jensen en ny donation på 300 millioner kroner til en britisk fond, der står for indkøb af våben og udstyr til Ukraine.
Her fortalte den nyslåede forsvarsminister også, at han havde talt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som understregede det fortsatte behov for omverdenens støtte.
»Derfor er jeg glad for, at Danmark kan bidrage med yderligere en stor donation til Ukraines frihedskamp,« lød det i den forbindelse fra Jakob Ellemann-Jensen.



