Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
I dag skal vi blandt andet forbi en ny bog om statsministrene i Danmark og et nyt skridt i sagen om Lars Findsen.
Vi begynder dog med en historie om psykologhjælp – for virker det egentlig efter hensigten?
God læselyst.
Effekten af psykologer
Hjælper det i virkeligheden at gå til psykolog?
Det vil professor Stig Poulsen nu undersøge i et nyt, stort forskningsprojekt.
I takt med at flere søger en psykolog, er der en stigende erkendelse blandt forskere af, at vores viden om psykologbehandling er begrænset.
»Der er stadig meget, vi ikke ved om effekten af den psykologbehandling, der gennemføres. Der mangler viden om, hvad der virker for hvem, og hvordan vi kan hjælpe dem, der ikke får tilstrækkeligt meget ud af at tale med en psykolog,« siger Stig Poulsen.
Du kan læse artiklen her.
Statsministrenes tiltagende magt
Det var egentlig slet ikke planen, at Mette Frederiksen skulle med i Tim Knudsens nye bog, der slutter en serie på fem bind om alle danske statsministre siden 1848.
Det siger historikeren i et stort interview med Berlingske.
Men eftersom værket beskriver den voksende magt, statsministerembedet består af, kom Tim Knudsen i et dilemma.
»Så kommer den her minksag og hele covid-forløbet. Hvis jeg sendte det ud uden at nævne Mette Frederiksen, så var der nok nogen, der ville undre sig,« siger han.
Du kan læse interviewet med Tim Knudsen her, hvor han redegør for statsministerpostens udvikling.
Findsen: FE spillede en særdeles aktiv rolle i aflytning
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) spillede en meget aktiv rolle i aflytningen af den hjemsendte spionchef Lars Findsen.
Sådan lyder påstanden fra Findsen selv i et interview med Berlingske på årets Folkemøde på Bornholm.
Her siger han, at det især var hans forbindelser til journalister, der var udslagsgivende for, at hans kollegaer i FE fik indhentet kendelser ved domstolene, der resulterede i den omfattende aflytning af Findsen.
»Ud fra oplysninger jeg har fra flere sider, ser det unægteligt ud, som om det også er den fungerende FE-ledelse, der i et tæt samspil med Politiets Efterretningstjeneste spiller en endog særdeles aktiv rolle i forhold til at etablere grundlaget for kendelserne til aflytning,« siger Lars Findsen.
FE har ikke ønsket at kommentere. Du kan læse interviewet med Lars Findsen her.
Fortsatte forsinkelser
Trafikken i Danmark har den seneste tid været plaget af flere konflikter.
I lufthavnen har striden mellem Naviair og flyvelederne betydet adskillige forsinkelser, mens strejkende DSB-medarbejdere har forårsaget flere aflyste tog.
Nu ser det dog ud til, at begge konflikter har nået deres ende, men det kan tage ugevis, før vi er tilbage på et almindeligt niveau.
»Vores forventning er, at der kan gå op til to uger, før vi er tilbage på normalen,« siger DSBs informationschef, Tony Bispeskov, til Jyllands-Posten.
Også i lufthavnen kan det blive nødvendigt at væbne sig med tålmodighed.
Her oplyser Naviair, at man forventer at kunne vende »hurtigt« tilbage til normalen. Naviair kan dog ikke yderligere præcisere, hvornår forsinkelserne vil være forbi.
Historien kan læses i dagens udgave af Jyllands-Posten.
Det sker i dag
Partiledertaler på Folkemødet
10:00: Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti
13:00: Venstre
16:00: Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti
19:10: Pernille Vermund, Nye Borgerlige
Iran: Saudi-Arabiens udenrigsminister på besøg
Saudi-Arabiens udenrigsminister, Faisal bin Farhan, er i dag på besøg i Teheran, hvor han skal mødes med en række iranske embedsmænd. De to lande blev i marts enige om at genoptage diplomatiske forbindelser.
Rusland: Putin og afrikanske ledere drøfter Ukraine
En afrikansk delegation med Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, i spidsen mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at drøfte en fredsplan for Ukraine. Delegationen kommer til Rusland efter tidligere på ugen at have mødt den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Kyiv.