Dagens overblik: Det er et af flyhistoriens største mysterier. Nu siger eksperter, at de har fundet svaret på det, hele verden har undret sig over

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

For otte år siden forsvandt et fly ud i den blå luft. Nu mener eksperter at have fundet svar på et af de centrale spørgsmål i det, der er blevet kaldt flyhistoriens største mysterium. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fazry Ismail/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til endnu et dagens overblik.

Du kan blandt andet læse om en rapport fra regeringen, der modsiger forsvarsminister Trine Bramsen (S), om en væbnet bandekonflikt, der er brudt ud i hovedstadsområdet, samt om en diskussion om, hvor meget kommunen skal blande sig i, om forældre lader deres børn omskære.

Og så er coronavirussen igen i dag på dagsordenen. Først får du her dagens aktuelle tal:

Inden du går i gang med resten af dagens overblik, kan du med stor fordel tjekke Berlingskes nyhedspodcast ud:

Følg Morgenposten på mobil

Professorer, hospitalsdirektør og patientorganisationer afviser katastrofesnak om potentielt sammenbrud i sundhedsvæsnet

Vi lægger ud med en historie her fra nærværende avis.

Politikere og sygeplejersker taler om et sundhedsvæsen tæt på et sammenbrud efter to års pandemi, en sygeplejerskestrejke og en mulig alvorlig influenzaepidemi i horisonten.

Men på en skala fra udskudte hofteoperationer til militære køretøjer, der kører lig ud af Bergamo, hvor befinder Danmark sig så?

»På den skala er vi nået til udskudte hofteudskiftninger,« siger en professor i sundhedsøkonomi.

Også flere andre af landets førende sundhedsøkonomer mener, at vi er meget langt fra et sammenbrud i sundhedsvæsnet.

Direktøren fra Rigshospitalet og formanden for Danske Patienter peger på, at der er problemer i sundhedsvæsnet. De mener dog heller ikke, vi er i nærheden af at være tæt på et kollaps.

Læs hele historien her.

Regeringens egen rapport modsiger Trine Bramsen

Næste historie er her fra Berlingske.

Efter en dramatisk ildkamp på havet sidste onsdag, hvor soldater fra Frømandskorpset dræbte fire pirater og tilbageholdt fire overlevende, sejler fregatten »Esbern Snare« nu på tiende døgn rundt i et juridisk limbo i Guineabugten med fire formodede pirater ombord.

Forsvarsminister Trine Bramsen har fastholdt, at »de færreste« havde set den situation komme.

Men for syv måneder siden landede en rapport fra Udenrigsministeriet, der fortæller en noget anden historie.

Den beskriver nemlig i detaljer, at piraterne i Guineabugten er særlig voldsparate og flere gange har angrebet regeringstropper og dræbt soldater.

»Jeg vil mene, at det var en ret optimistisk forestilling, at piraterne bare ville nedlægge våben. For det er ikke det, vi har set piraterne gøre tidligere,« siger seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet Katja Lindskov Jacobsen, der har skrevet rapporten.

En væbnet bandekonflikt raser i hovedstadsområdet – nu indfører politiet visitationszoner flere steder

Næste historie er fra TV 2, der kan fortælle, at politiet indfører adskillige visitationszoner på grund af en verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet.

I den seneste tid har der været flere skudepisoder, som – mistænker politiet – udspringer af en konflikt mellem bandegrupperinger.

Torsdag blev en mand skudt og dræbt på åben gade på Nørrebro, og fredag resulterede en skudepisode i en frisørsalon i en dræbt og to sårede.

Det er endnu ikke bekræftet, om skudepisoderne har direkte forbindelse til bandekonflikten.

Zonerne indføres i Herlev, Rødovre, Tingbjerg, Husum, Nørrebro samt dele af Københavns nordvestkvarter.

Læs hele historien her.

Kommune vil advare forældre mod religiøs omskæring

Næste historie er her fra Berlingske.

Skal kommunen blande sig i, om forældre lader deres små drengebørn omskære af religiøse eller kulturelle årsager?

Ja, lyder det fra Ballerup Kommune.

I forbindelse med en tilføjelse til sundhedspolitikken vil kommunen fremover »opfordre til, at religiøst eller kulturelt begrundet omskæring eller anden kønskirurgi, som ikke er helbredsmæssigt begrundet, udsættes, til barnet selv kan tage stilling hertil.«

Det møder kritik fra Det Jødiske Samfund. Formand Henri Goldstein mener, at det kan betyde, at religiøse minoriteter som muslimer eller jøder risikerer at blive stigmatiseret.

Førsteviceborgmester i kommunen Lolan Marianne Ottesen (S) erkender, at politikerne stikker hånden i en hvepserede, men mener, at det handler om retten til at bestemme over egen krop og eget liv.

Læs hele historien her.

Det er et af flyhistoriens største mysterier. Nu mener eksperter, at de har fundet svaret på det, hele verden har undret sig over

Vi runder dagens overblik af med en historie fra Jyllands-Posten.

Hvor er det malaysiske passagerfly MH370? Det spørgsmål har naget verden, siden flyet med 239 personer ombord for otte år siden forsvandt ud i den blå luft. Nu mener eksperter, at de har fundet svaret.

Baseret på en blanding af nye teknologiske landvindinger og kendte fænomener som havstrømme, mener de at kunne fastslå, at flyvraget ligger på cirka 4.000 meters dybde næsten 2.000 kilometer vest for Perth i Australien.

Richard Godfrey er medstifter af det ekspertnetværk, der er kommet frem til den placering. Han anslår, at deres opdagelse vil føre til, at flyet findes i anden halvdel af næste år, når der er etableret et eftersøgningshold.

Det er dog endnu tvivlsomt, om de nye oplysninger vil bringe os tættere på at opklare, hvorfor flyet forsvandt.

Læs hele historien her.

Det sker i dag

Gruppen Men In Black, som er kendt for dens sortklædte tilhængere og demonstrationer mod coronarestriktioner, holder fakkeloptog ved Christiansborg Slotsplads.

Danmark møder Congo i dagens indledende kamp til VM i kvindehåndbold i aften klokken 20.30.