Godmorgen, kære læser. Velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik.
Vi skal blandt andet omkring en stor dramatik om folketingsmedlemmet Jon Stephensen, der anklages for at forfalske en underskrift, og et dansk museum, der er blevet dømt for at have våben ulovligt.
Men vi begynder her på Berlingske.
God læselyst.
Højtuddannede med »kontroversielt« budskab: Hellere optage færre på universitetet end at skære i kandidaten
Såvel den nuværende som den tidligere regering er stort set ikke blevet mødt med andet end kritik for at ville forkorte kandidatuddannelserne fra to til et år.
Men nu melder en af de mange kritikere, Djøf, sig med et alternativt forslag til, hvad regeringen kan gøre i stedet for at forkorte universiteternes kandidatuddannelser.
Fagforeningen kalder selv forslaget for »kontroversielt«.
»Hvis man absolut vil forringe det generelle uddannelsesniveau, er det bedre at optage færre på universiteterne end at forkorte kandidatuddannelserne,« siger formand for Djøf, Sarah Vergo.
Ifølge hende bliver der med kortere kandidatuddannelser mindre tid til fordybelse, studierelevant arbejde, praktik og andre ting, som der bliver lagt vægt på af mange arbejdsgivere.
Læs hele artiklen hos Berlingske her.
Folketingsmedlem for Moderaterne anklages for at forfalske underskrift
Tirsdag aften var der stor dramatik om Jon Steffensen, der i dag er folketingsmedlem for Moderaterne.
Han har selv kaldt det en politisk fyring, da han mistede sit job som teaterchef på Aveny-T. Men ifølge Børsen bygger fyringen og bortvisningen af Jon Stephensen på en række anklager om forfalskning af underskrift, uhensigtsmæssig ledelse og senest privat brug af teatrets midler.
Bestyrelsesformanden i Aveny-T, Henning Dyremose, anklager Jon Steffensen for at have forfalsket en underskrift.
»Vi er fortsat af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn. Jeg har indtil nu ikke udtalt mig om de konkrete årsager til fyring og bortvisning, men når Jon Stephensen udtaler sig i strid med sandheden, så må jeg nødvendigvis reagere,« skriver bestyrelsesformanden i en skriftlig kommentar til Børsen.
Jon Stephensen afviser alle anklager og meldte kort efter Børsens historie ud, at han vil anlægge en injuriesag mod Henning Dyremose.
»Jeg kan fuldstændig afvise påstandene om, at jeg har forfalsket underskrift, har tilbudt sygemeldte skuespillere penge eller brugt teatrets midler privat,« skriver Jon Stephensen i et svar til Børsen.
Analyse: Farvel til Leo, men ikke Nordbrandt
Da den ene halvdel af musikduoen Sussi og Leo sidste lørdag gik bort, var det noget, der berørte mange.
Og Leo Nielsen fik også et par ord med på vejen fra landets statsminister.
Men da den anerkendte digter Henrik Nordbrandt døde for nylig, var der ikke noget sidste farvel fra statsministeren. Det skriver Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, i en analyse.
Hvad der siden Mette Frederiksen blev statsminister har kvalificeret kunstnere til at blive begunstiget med mindeord fra landets øverste politiker på de sociale medier står ikke knivskarpt, skriver Bent Winther.
Det kan virke som om der er noget, der i den socialdemokratiske formands øjne er »finere end andet«.
Læs hele analysen af Bent Winther her.
Mindst to millioner tyrkere er hjemløse – og for hvert efterskælv kommer flere til
Godt to uger efter det dødelige jordskælv, der har taget livet af mindst 48.000 personer, er Tyrkiets altdominerende problem hjemløshed.
I sidste uge vurderede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at omkring 211.000 hjem enten var totalt kollapset eller så ødelagte, at de skulle nedrives.
Det reelle tal af ødelagte hjem er ifølge eksperter mindst dobbelt så stort.
»Vi har mad og vand nok. Men jordskælvene fortsætter, og vi kan ikke gå indenfor,« fortæller den 26-årige universitetsstuderende Mert.
Han fortæller, at kun folk med forbindelser kan skaffe telte.
»Almindelige mennesker som mig, vi har ingen chance. Der er ingen telte at finde her.«
Læs hele artiklen hos Berlingske her.
Museum dømt for brud på våbenloven
Forsvarsmuseet på Bornholm er blevet idømt en bøde på 75.000 kroner for brud på våbenloven.
Samtidig bliver en række våben konfiskeret, skriver Ritzau.
Sagen drejer sig om en række våben, der gennem en årrække er blevet opbevaret på museet, uden der var styr på de krævede våbentilladelser.
Desuden var de forhold, som våbnene var blevet opbevaret på, ikke i orden.
Museet mente, man havde handlet i god tro, idet man fra museets side var i dialog med politiet om opbevaringen, men den forklaringen affejede Retten på Bornholm.
Det sker i dag
Dronning Margrethe opereres i dag i en større rygoperation og vil være indlagt den kommende tid.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, fortsætter sit besøg i Polen, hvor han markerer, at det den 24. februar er et år siden, Rusland indledte sin invasion af Ukraine.
FNs generalforsamling mødes i dag for ligeledes at markere årsdagen.
Tak, fordi du læste med – og hav en god dag.