Dagens dato er omgærdet af held og mystik

Lørdag bliver særligt mange par viet over hele landet, og flere vil måske forsøge sig med at spille lotto. Datoen i dag giver nemlig anledning til at tro, at man kan være særlig heldig.

Interessen for at blive gift 07.09.13 er så stor, at flere kirker er fuldt bookede. Arkivfoto: Rune Evensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogle 7. september en ganske almindelig lørdag, men for de talinteresserede og folk med hang til overtro er datoen noget helt specielt. Og hvorfor så det? Jo, talkombinationen 7-9-13 er netop det, du uforvarende kommer til at sige, mens du banker tre gange under bordet, når du lidt for kækt fortæller, at du jo aldrig bliver syg eller altid er heldig med dine investeringer.

Datoen er derfor omgærdet af både held og mystik, så mange danskere har valgt denne dag som deres bryllupsdag. Flere af landets kirker har måttet melde fuldt booket, fordi interessen har været så stor. Danske Spil har også budt ind og opfordrer folk til at spille med på »århundredets heldigste dag«.

Det store fokus på specielle datoer er faktisk et nyt fænomen, forklarer mag.art. ved Dansk Folkemindesamling Anders Chr. N. Christensen.

»Det er blevet almindeligt at gøre store ting på en særlig dato. Det oplevede vi også den 11.11.11 og 12.12.12. Førhen giftede man sig af praktiske årsager. I dag skal det være noget særligt,« siger han.

Og datoen i dag har virkelig noget ekstra særligt over sig. Tallene udgør nemlig en trylleformel.»Den er faktisk ikke særlig gammel, og man kender den kun i Norden. Første gang, vi hører om den, er i 1911, hvor den bliver omtalt i aviserne,« forklarer Anders Christensen.

»Man ved ikke, hvor den kom fra, men kombinationen giver god mening. Syv og ni er særligt lykkebringende tal, mens 13-tallet både kan være lykkebringende og et ulykkestal. Der er derfor noget mystisk over det. Det giver en særlig lykkekombination, når man sætter de tre tal sammen, og man forstærker det ved at banke under bordet,« siger han.

Når 13-tallet ofte ses som et ulykkestal, skyldes det et varsel fra Bibelen.

»Ved den hellige nadver sad de tretten til bords, og det endte med, at Jesus døde, fordi han blev forrådt. Det har man taget som et varsel om, at der var en i forsamlingen, der ville dø, eller at der var en farisær med til bords. Man kæder Judas sammen med tallet 13,« siger Anders Chr. N. Christensen.

Syv passer godt til alle

Men også de to lykketal har en særlig betydning i bibelsk sammehæng. Syvtallet optræder i forbindelse med skabelsesberetningen og de syv undere, mens nitallet er til stede ved ringningen til almindelige gudstjenester, hvor man slår tre gange tre slag for Faderen, Sønnen og Helligånden.

Anders Chr. N. Christensen vurderer, at danskerne trods alt er blevet mindre overtroiske end de har været. Vi har aflagt mere voldsomme ritualer, som at smide ild efter kvinder med overnaturlige evner eller sætte levende lys under en døende for at hjælpe ham eller hende på vej. Ikke desto mindre eksisterer der stadig overtro og tro på det okkulte. Sideløbende med de autoriserede religioner vil der nok altid være noget parallelt, som lever videre.

Derudover har numerologi og astrologi fået meget opmærksomhed de senere år.

Mauren Pihl, der er formand for Dansk Numerolog-Forbund, har klienter, der har spurgt om datoens betydning – men i numerologien er 7-9-13 ikke unik eller ekstraordinær. Alligevel er det ikke nogen dårlig dag at blive gift eller gøre andre store ting på.

»Man betegner syvtallet som et helligt tal, der er repræsenteret ved planeten Neptun, der står for harmoni, drømme, illusioner og rejselyst. September og 2013 betyder ikke så meget, men dagen er vigtig.«

Ifølge numerologien har alle mennesker et tal, der blandt andet afgør, hvilke dage, der er gode for os. Men den 7. passer godt til alle.

»Alle kan blive gift på en 7er-dag. Det er en rigtig fin dag at blive gift på, fordi den er blid, romantisk og harmonisk og har engle-energi. Det er godt for alle. Desuden falder den på en lørdag, som er påvirket af Saturn, der står for ansvar, etik, moral og disciplin. Den samling af energier gør sådan en handling endnu mere romantisk og smuk,« siger hun.

I en Gallup-undersøgelse fra 2008 var et overraskende stort antal af danskerne overtroiske. F.eks. troede 23 procent, at det bringer uheld, at en sort kat løber over vejen, og kun 30 procent bankede aldrig under bordet og sagde 7-9-13.