Da vi var KONGER

Den tidligere SAS-pilot, Ole Damm, ser tilbage på dengang, alt var godt i cockpittet.

»Fede tider? Jeg vil hellere sige, vi blev opvartet i hoved og ... bagi,« fortæller Ole Damm, 72 år, og pilot i SAS fra 1966 til 2000. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Naboens sorte kat hedder Cartier. Den lister ind hos 72-årige Ole Damm i huset i Ordrup og byder sig kælent til. Han ænser den næppe, mens vi taler, for det gør Cartier hver formiddag.

Som den vaskeægte luftkaptajn han var i 34 år – 1966-2000 – og øjensynligt stadig er et sted dybt inde, føler man sig tryg og tror ham, når han koger vores samtale om de »gode gamle dage« i SAS ned til:

»Fede tider? Jeg vil hellere sige, vi blev opvartet i hoved og … bagi. Vi var pakket ind i vat.«

Julemusikken spiller afdæmpet fra transistoren på køkkenbordet. To sofagrupper, en blomstret og en lys, og original kunst på væggene lokker i den ene stue. I det hyggelige køkken vidner et rustikt spisebord af planker og en reol med legetøj til de mindste af de 11 børnebørn om, at her er der overskud, god smag og orden på den afslappede facon.

Sådan er Ole Damms og konen Hannes liv blevet. Sammen med deres fire børn, den ene også pilot i SAS ligesom Ole Damms far var, har de kunnet vælge det liv og de sofaer, de ville, takket være karrieren som pilot i SAS. I dag bruger han sin tid på det gode liv og børnebørnene. Han er godt selskab. Ligesom hans tidligere arbejdsplads i det højvelbårne flyselskab SAS. Dengang en kontordame ordnede nyt pas, visum og fornyelse af certifikater for piloterne. Dengang man aldrig gik ned i løn og havde råd til, at konen gik hjemme. Dengang udstationeringer blandt piloter blev kaldt »betalt ferie«, og tjenende ånder puffede kabinepersonalet til den rette skranke, hvis de gik forkert i en fremmed lufthavn. Ole Damm ser tilbage:

»Det eneste, vi skulle, var at møde op og flyve flyet fra A til B. Hvis jeg skulle til New York, var alt fra hoteller til transport og planlægning af turen gjort for os. Ræsonnementet var, at vi var for dyre til at lave noget så banalt som en flyveplan. Vi skulle bare troppe op tre kvarter før en europæisk afgang og en time før en international. Så så vi lige flyveplanen igennem, om der f.eks. var benzin nok på flyet; hvis vi ikke syntes det, fik vi lidt mere. Så fløj vi turen. Parkerede flyet og tog vores bagage og gik gennem tolden foran lufthavnen. Vi skulle bare stille os op, så kom der en taxa, der var bestilt til os. Vupti ind til et fint firestjernet hotel midt i New York eller Tokyo, selv om der var en times transport fra lufthavnen. På hotellet lå der nøgler parat til hele besætningen, og så var det bare op på værelset og sørge for, man var udhvilet til, at man skulle af sted næste dag. Her var ræsonnementet, at vi skulle være i så god form som muligt, når vi skulle op at flyve igen. Det blev betragtet som »«. Der blev ikke sparet på pengene, når det gjaldt om at holde os udhvilede og velbespiste.«

Ole Damm husker tilbage på 1980erne, hvor han kunne ligge i den thailandske hovedstad i seks uger og flyve to gange om ugen de to timer til Singapore og ellers bruge tiden ved lejlighedens pool. Der var stuepige, og SAS betalte hele molevitten.

»Det var luksus. Jeg var turist og kunne opleve verden gratis. Vi kaldte det betalt ferie. Jeg havde min kone og de to mindste derude tre af de seks uger. Billetterne betalte SAS selvfølgelig. Der var virkelig penge i sådan en udstationering, der gav en procent af månedslønnen eller sådan noget. Det kunne jeg gøre med tre-fire måneders mellemrum. Arbejdet var dejligt behageligt.«

Ole Damm søgte væk fra flyvevåbnet og eskadrille 725 i 1966 og fik job i det eftertragtede skandinaviske flyselskab. Dér var der god løn, gode pensionsforhold, og piloter kunne flyve, til de var 60. Grænsen er i dag 65.

»Jeg var pavestolt. Ikke mindst fordi alle de andre i eskadrillen også havde søgt ind i SAS. Så jeg måtte give en omgang i messen.«

Alle piloter ville dengang ind i SAS. Hvis det mislykkedes, søgte man ind i Tjæreborgs Sterling, og hvis det heller ikke gik, prøvede man hos Spies’ Conair.

»Det var en rangorden,« siger Ole Damm. Det var mest prestigen i at have en stilling som pilot i SAS, der trak i Ole Damm. Lønnen var på den anden side heller ikke noget at kimse ad. Slutlønnen i flyvevåbnet anno 1966 fra 1.100 kr. om måneden. I SAS var startlønnen hele 1.500. kr.

Da Ole Damm havde sine kronede dage i SAS, var hans månedsløn 100.000 kr. inklusiv tillæg.

»Det var ikke et kald at være SAS-pilot. Det var sjovt og behageligt, og man talte ikke om, at ’gå på arbejde’. Man sagde: ’Yes, jeg skal ud at flyve!’«

En SAS-pilots arbejdstid var ikke så stram som i dag, og hviletidsregler blev nidkært overholdt.

»Det paradoksale er, at besætningerne ikke blev udnyttet tilstrækkeligt inden for de arbejdstidsrammer, der var givet. For vi ville gerne flyve noget mere.« Ole Damm giver et eksempel:

»En tur kunne begynde med, at man skulle møde i lufthavnen kl. 22 og flyve sidste fly til Aalborg kl. 22.45. Så fløj man derop, stillede flyveren og gik på hotel. Der lå man til næste eftermiddag, hvor man blev hentet ved 14-15 tiden og fløj tilbage til København. Hvis man var heldig, fløj man bagefter til Hamborg og tilbage og var hjemme ved 18.00-18.30-tiden. To dages produktion, og vi havde egentlig ikke lavet en pind.«

Ole Damm erkender, at det måske var »hul i hovedet« af SAS at bruge mange penge på, at piloter og kabinepersonale skulle bo på dyrt hotel på f.eks. Manhattan, når de skulle flyve næste dag fra Kennedy lufthavnen, en times kørsel derfra.

»Firmaet prøvede engang i mellem at foreslå, om vi ikke kunne flytte hotel i Tokyo, fordi lufthavnen ligger langt uden for byen. Men nul! sagde fagforeningerne, og firmaet måtte finde andre steder at spare.«

»Men det er jo ikke noget, man bare siger for at være en i firmaet.«

Han tænker sig om konfronteret med fakta for SAS-piloter efter den nye aftale: Arbejdstiden otte procent op. En månedsløn ned om året. Ændrede pensioner.

»Hvis forholdene havde været lige så dramatiske som nu, havde vi måske været modne og villige til at acceptere det.«

De få dramaer, Ole Damm husker fra sin tid i SAS, er koncentreret om de årti-skifter 1970, 1980 og 1990, med dyk i økonomien i det fine flyselskab, sådan som Ole Damm husker det, og et par flyvninger til Nordnorge og Bergen, hvor han fik sved på panden ved indflyvninger i tåge og uvejr.

Og så er der prisen, han har betalt for en karriere i flødeskum: For meget tid borte fra familien. Konkrete diamantbesatte anekdoter fra en karriere på første klasse som kontrast til den netop vedtagne overlevelsesplan for SAS har luftkaptajnen svært ved at huske. Som en nøgtern oplysning til kontroltårnet bliver det til:

»Vi lavede mindre og fik flere penge for det. Groft sagt … Jeg har tænkt en del over det, siden du ringede i går, og jeg er ikke kommet op med noget, som jeg synes illustrerer, at det var smadder godt dengang og skidt hen mod slutningen.«

»Ja, jo, det må jeg indrømme. Jeg har spurgt min kone, om hun kunne komme i tanke om noget, men hun sagde: Det hele er jo gledet i olie for dig.«