Da Tvind satte skub i grundloven

Med dommen i Tvindsagen, hvor Folketinget blev dømt for grundlovsbrud, gav Højesteret samtidig det væsentligste bidrag til den fremtidige håndtering af grundlovsspørgsmål, som hidtil er set.

Højesteretsdommen i Tvindsagen, hvor Folketinget blev dømt for grundlovsbrud, kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for den juridiske rådgivning af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning og for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt. Derimod har dommen i sig selv temmelig begrænset rækkevidde.

Det skriver professor dr.jur. Jens Peter Christensen og lektor, ph.d. Michael Hansen Jensen fra Aarhus Universitet i den seneste udgave af Ugeskrift for Retsvæsen.

Landets øverste domstol fandt, at loven om Tvind var det samme som afgørelsen af en konkret retssag. Og den slags skal politikerne holde fingrene fra. Herhjemme er det domstolene, som afgør retssager, fastslog Højesteret med henvisning til grundlovens paragraf 3.

Dommen var historisk, og efter de to forfatteres holdning kan den få vidtrækkende konsekvenser.

For det første slår Højesteret fast, at domstolene både vil og kan gå ind og vurdere, om politikernes love holder sig inden for reglerne i grundloven. De er endda villige til at tilsidesætte Folketingets arbejde.

Med andre ord er der lagt låg - måske ikke helt tætsluttende - på den historiske diskussion om den såkaldte prøvelsesret.

Samtidig giver dommen og en række andre tilkendegivelser fra højesteretspræsident Niels Pontoppidan et praj om, at domstolene for fremtiden vil se på grundloven med mere nutidige briller.

Det skyldes blandt andet, at de danske domstole påvirkes af de internationale retter, som vi lever i et samspil med, og hvis afgørelser ofte er bindende for os.

Signaler, der alle tyder på, at Højesteret for fremtiden i endnu højere grad kommer til at fremstå som en selvstændig statsmagt.

Men ifølge Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen kan dommen også få den betydning, at den juridiske rådgivning af Folketinget ikke bliver så håndfast som tidligere.

"Justitsministeriet må nødvendigvis rådgive i lyset af Højesterets forventelige fortolkningsmetode. Såfremt Tvind-dommen skal tages som udtryk for, at Højesteret i fremtiden vil slå ind på en friere fortolkningsstil end den, der hidtil har præget den i forfatningsretlige spørgsmål, tilsiger det en større "sikkerhedsmargin" i Justitsministeriets rådgivning af Folketinget. For så vidt angår ministeriets tværdepartementale rådgivning i lovgivningsanliggender - der som oftest ikke vil give anledning til offentlig omtale - vil Tvind-dommen formentlig kunne betyde en styrkelse af Justitsministeriets rolle," skriver de to forfattere.