Da regeringen gik af, sænkede flådechefen skibene: »Det er den første alvorlige modstand mod tyskerne«

29. August 1943 gik den danske samarbejdsregering af - og indvarslede en blodig tid, fortæller professor emeritus Claus Bryld i et interview med Berlingske i forbindelse med podcasten 90 mandater.

Arkiv
Arkivfoto fra Anden verdenskrig. Klokken 4, 10 om morgenen den 29. august 1943 udsteder den tyske øverstbefalende i Danmark, von Hanneken, en bekendtgørelse, hvori det udtales, at den danske regering ikke er i stand til at opretholde ro og orden. Der proklameres en militær undtagelsesstilstand i hele Danmark.  Ved afvæbningen af det danske militær kommer det til en række kamphandlinger. Enheder af den danske flåde sænkes af officerer og mandskab, mens det lykkes enkelte fartøjer at komme til Sverige. Her flydedokken på Holmen med sænkede skibe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Det var den første militære modstand mod den tyske besættelsesmagt siden 9. April 1940.

Den daværende flådechef, admiral Vedel, sænkede store dele af den danske flådes skibe efter at den danske samarbejdsregering var gået af 29. august 1943. Efter sænkningen erklærede den tyske besættelsesmagt erklærede militær undtagelsestilstand og internerede ledende officerer.

Beslutningen om at sænke skibene kom i kølvandet på, at den danske samarbejdsregering var gået af efter tyske krav om b.la. dødsstraf for sabotage. Og samarbejdspolitikkens sammenbrud indvarslede generelt en ny og blodig tid under den tyske besættelse af Danmark. Det fortæller Claus Bryld, mangeårig professor i historie ved RUC og nu professor emeritus, i et interview med Berlingske i forbindelse med podcasten 90 mandater.

Han peger på, at bruddet især gik ud over to befolkningsgrupper:

»Nu får Werner Best (rigsbefuldmægtiget i Danmark, red.) en slags legitimation til at iværksætte en jødeforfølgelse. De er et offer. Og så er kommunisterne et offer. De sidder interneret oppe i Horserødlejren og da tyskerne overtager magten, overtager de lejren, selv om kommunisterne havde fået et signal fra regeringen om, at de ville få at vide, hvis bruddet kom, så de kunne nå at flygte fra tyskerne. Men de bliver ofret simpelthen,« siger han.

De danske jøder lykkedes i stor stil med at flygte til Sverige. De indsatte i Horserødlejren blev deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i oktober 1943, efter at den dansk-tyske samarbejdspolitik brød sammen. I alt døde 22 personer.

Forinden 29. august 1943 var sabotagen blusset op i Danmark. 24. august havde modstandsgruppen Holger Danske eksempelvis sprængt Forum i København i luften. Forum skulle bruges til indkvartering af tyskere. Eksplosionen fulgte i halen på sabotage landet over.

»Det gør, at tyskerne bliver mere urolige, men også, at befolkningen bliver mere og mere opflammede og for alvor begynder at støtte sabotagen,« fortæller Claus Bryld.

Uroen i Danmark førte til tyske krav til den danske regering, der blandt andet lød på undtagelsestilstand, forsamlingsforbud og dødsstraf for sabotage.

Det kunne den danske regering med statsminister Erik Scavenius i spidsen ikke acceptere - og gik af.

Med sammenbruddet af samarbejdspolitikken blev situationen skærpet på alle måder, forklarer Claus Bryld. Gestapo og SS kom til Danmark, modstandsfolk blev fængslet i højere grad end tidligere og der blev indført dødsstraf. Samtidig skete der ifølge historikeren en militarisering af modstandsbevægelsen med tiltagende sabotager og stikkerlikvideringer.

»Det bliver meget en blodig tid især fra drabet på Kaj Munk i januar 44 frem til maj 45. Det er en meget voldsom tid,« siger Claus Bryd.

4. januar blev den danske præst og dramatiker Kaj Munk dræbt af SS-folk. Historikeren beskriver situationen efter Kaj Munks død som »borgerkrigslignende«.

»Det er den sidste periode, man bedømmer hele besættelsestiden udfra, men faktisk var det meget roligt og fredeligt indtil august 43,« siger han.

Hør podcasten her, hvor Claus Bryld også fortæller, hvorfor han tror den danske samarbejdspolitik er blevet så forkætret i eftertiden.