Da Poulsen testede Alliancen

Ny Alliance var et mulehår fra at blive smadret fuldstændig ved landsmødet i maj. Jørgen Poulsens fortsatte støtte til partiet blev afgjort af massiv opbakning fra baglandet efter en omdiskuteret tale, hvor han sammenlignede DFs metoder med NAZIPROPAGANDA, afslører han i dette interview. Samtidig troede Jørgen Poulsen, at Anders Samuelsens nej til euroen var »en spøg«.

Jørgen Poulsen har gennemtænkt, hvor langt han vil gå med Ny Alliance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Hvornår er nok nok?

For Ny Alliances Jørgen Poulsen var det ikke, da han blev kørt gennem mediemaskinen og udstillet som pamper med gyldent håndtryk fra Røde Kors. Og heller ikke, da både Gitte Seeberg og Malou Aamund forlod Alliancen, og han igen – og igen – blev konfronteret med spørgsmålet: Er du også på vej væk?

Kampen for asylbørnene, Poulsens hjertebarn, fik heller ikke den tidligere DR-journalist og Røde Kors-generalsekretær til at smide håndklædet, da forhandlingerne med Aamunds exit i realiteten satte Ny Alliance uden for døren.

Nej, nok bliver først nok, hvis Ny Alliance udvikler sig i en »ekstrem« liberal retning.

»Jeg har haft mine overvejelser. Hvis Ny Alliance er på vej til at blive et neoliberalistisk parti, så er jeg ikke med,« siger Jørgen Poulsen.

I begyndelsen af maj meldte Anders Samuelsen ud, at Dansk Folkeparti ikke længere er Alliancens hovedfjende. Det er derimod alle de »reformangste« partier.

Derfor undrede det mange, at Jørgen Poulsen et par uger efter i en tale på partiets landsmøde sammenlignede Dansk Folkepartis metoder med nazisternes propagandamaskine i 1930erne.

Men sandheden er, fortæller Jørgen Poulsen nu, at han rent personligt blev nødt til det. En af de primære årsager til, at han valgte at gå ind i Ny Alliance var netop et opgør med Dansk Folkepartis linje – derfor blev Poulsen nødt til at teste, om partiets medlemmer stadig deler den præmis, som han er gået ind i politik på.

Hvis ikke det skete, ville han forlade Ny Alliance. Derfor satte Jørgen Poulsen alt på ét bræt, dén dag i maj.

»Det er meget svært for et parti, som gør sig af med alle medlemmer og tegner nye op til et landsmøde: Hvad er partiet nu? Er partiet det samme? Derfor går jeg på talerstolen til landsmødet, hvor jeg signalerer partigrundlaget. Det var en test for mig.«

Det er tilbage til »nok er nok«?

»Nok er nok, ja! Og nok er mere end nok!«

Og det havde du behov for?

»Ja. For at se, at om medlemmerne buhede mig på porten. Men i stedet skete der jo det modsatte.«

Du var ikke bange for, at din udmelding ville blive opfattet som »endnu« en uenighed hos Ny Alliance?

»Nej, det var nødvendigt for mig. Det blev også drejet til, at jeg sammenlignede DF med nazistpartiet, men jeg sammenligner DFs burka-annoncer med nogle metoder, som Goebbels og Riefenstahl har brugt. Jeg vil godt understrege, at jeg aldrig kunne drømme om at sammenligne DF med nazistpartiet. Men metoderne er nøjagtig de samme. Og fortryder jeg? Nej, det kan jeg garantere dig! Så hvad siger jeg? Jeg siger, at det er en skamplet, at ikke alle tager afstand – det er en så lurendrejeragtig kræmmermentalitet, at man bejler så meget til magten, at man ikke siger fra. Det er enhver politikers og menneskes pligt at sige fra, når man stigmatiserer bestemte befolkningsgrupper – om det så er jøder, sigøjnere eller muslimer,« siger Jørgen Poulsen med en svada, der er direkte rettet mod Venstre og Konservative.

Han mener, at regeringspartierne alt, alt for længe har ladet sig diktere af Dansk Folkeparti for at beholde magten. Noget, han oplevede på egen krop under asylforhandlingerne, der med ét blev afbrudt, da Malou Aamund forlod Alliancen og dermed gav VKO sit flertal tilbage.

»Fra det øjeblik var der ikke flere forhandlinger. Vi blev endda skoset offentligt af ministeren, da vi kom derover, for at vi overhovedet kunne tillade os at kalde mødet »forhandlinger«. Jeg har det utroligt svært med, at medmenneskelighed afgøres af magtfordeling. Enten vil man noget for de asylbørn, eller også vil man ikke.«

Ifølge Poulsen bør både Venstres og de Konservatives smertegrænse i forhold til Dansk Folkeparti for længst være overskredet.

»Nu drejer det sig bare om at beholde magten. Og det er magtarrogance,« siger Poulsen, inden han svarer et rungende »ja« til spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at regeringen har svigtet sine idealer.

»Hjort Frederiksen mener, at det er sjovere at have et parti på 30 pct. end ét på 12 pct. Så enkelt er det.«

Hos Ny Alliance er snakken om 30 eller blot 12 pct. af stemmerne for længst forstummet. Nu hedder opbakningen i meningsmålingerne en enkelt procent – et procentpoint fra blot at klare spærregrænsen ved næste valg. Set udefra kan det virke, som om partiet desperat forsøger at skille sig ud fra de andre – senest med Anders Samuelsens overraskende nej til euroen. Stik imod partiets program, men til gengæld på linje med en af partiets store støtter, Saxo Bank, har det spøgefuldt lydt oven på Samuelsens melding.

Jørgen Poulsen understreger, at han bakker fuldstændig op om Anders Samuelsen, men:

»For mig er det fuldstændig evident, at vi som globalt parti og supereuropæere må have en fælles mønt.«

Kan du så forstå Samuelsens argumentation?

»Vi er et bredt parti.«

Okay. Men var du overrasket over, at han sagde nej?

»Jeg troede i første omgang, at det var en spøg. Men jeg bliver nødt til at sige, at nu kan Anders de her ting – og han har givet en god grund. Hans argumentation er politisk – ikke økonomisk,« mener Jørgen Poulsen.

Det er altså ikke Samuelsens udtalelser, der er noget galt med – men måden artiklerne er skrevet på?

» Jeg har aldrig fået uret internt. Det er klart, at heller ikke et lille parti som vores må svigte idealerne for at få flere vælgere. Men politik er det muliges kunst, og man kommer ingen vegne, hvis man bare stiller en idealverden op. Jeg synes, at Anders er genial på den måde, han vil skaffe midler på, så vi kan bevare velfærden. Og så er det muligt, at vi ikke kan være så millimeterretfærdige. Det, der er sket med alle de skattelove, er jo, at gud og hvermand træder hinanden over fødderne for at tjekke, om nogen trækker noget fra i skat, som andre ikke gør. Derfor har jeg altid ment, at det er mindre interessant med den absolutte lighed. Men for mig er velfærd dybest set sociale reformer. Ingen finder det jo interessant at have to store BMWer – kalder man det ikke nordsjællandske kampvogne? – i garagen.«

Jørgen Poulsen understreger samtidig, at han har beholdt sine holdninger, hvilket Ny Alliance har givet ham plads til - særligt efter opbakningen i kølvandet på hans dundertale mod Dansk Folkeparti på landsmødet.

»Jeg er den hos Ny Alliance, der flest gange har stemt med oppositionen. Men det sker i værdisagerne, for dem går man ikke på kompromis med. Men jeg er praktisk nok til, at når vi indgår aftaler under finanslovsforhandlingerne, så skal min partileder vide, at han har et parti, som bakker op.«

Selvom maj måneds tale på landsmødet markerede en vigtig milepæl for Jørgen Poulsen, bedyrer han, at han ellers aldrig har gjort sig tanker om at forlade Alliancen; man holder sammen i modgang.

»Jeg vil sige det på den her måde: Jeg er ikke den, der går fra borde, når jeg er med på et skib, der kommer ud i stormvejr. Men det kan godt være, at jeg vil afmønstre i næste havn, hvis skipper har en forfærdelig mening om den næste sejlads. Men herregud, hvad er det vi snakker om? Ingen er jo død – og man talte en overgang om min personlige krise. Hold da op mand! Vi fra Branderup (Jørgen Poulsens fødeby, red.) er glade, bare der er noget der lykkes,« griner Poulsen med en solid sønderjysk dialekt og giver eksempler på områder, hvor han hos Ny Alliance har formået at gøre en forskel.

»Vi fik veteranpolitikken på brættet, så alle nu snakker om det. Det var én, jeg lavede. Vi fik 40 mio. kr. på finansloven til sundhed i Afrika. Jeg har fået dobbelt statsborgerskab på dagsordenen - det er en vinder! Lige så stor en vinder, som da kvinderne fik stemmeret.«

Selvom Jørgen Poulsen faldt pladask for Ny Alliances program og ønske om at gøre en forskel, erkender han dog, at det rent personligt har været vigtigt for ham at prøve sig selv af i politik og dele ud af den erfaring, han gennem mange år har oparbejdet. Baggrunden for den beslutning går helt tilbage til antikken.

»Jeg har fået lov til at lave mange sjove ting i mit liv. Jeg har bl.a. haft mit eget pastorat i DR og været chef for Røde Kors, hvor jeg har kunnet gøre mange ting og været handlingens mand. Men efter 13-14 år ønskede bestyrelsen i Røde Kors et generationsskifte, og det ville jeg da gerne medvirke til. Når man har levet privilegeret, når man har fået lov til at sætte sine fodaftryk, så gør man som de gamle romere, gamle grækere, så stiller man sig til rådighed for folket.«

Stiller du op næste gang?

»Det ved jeg ikke. Hvis der er et parti, så gør jeg.«

Tror du I kommer ind næste gang?

»Manglen på det samarbejdende folkestyre er ekstrem. Jeg ved jo ikke, om det lykkes at komme ind næste gang. Men jeg vil slet ikke blive forundret, hvis det lykkes.«

Kunne du forestille dig at stille op for et andet parti, hvis det ikke lykkes?

»Nej, det vil jeg jo aldrig snakke om, så længe jeg sidder her. Jeg er kommet for at give, ikke for at tage. «

Så du er ikke på vej på pension?

»Nej! jeg er jo lige blevet konfirmeret! Hvad snakker du om? Hver morgen er ny!«